Forhåndsinteressen for den nye mobiltelefon, der kan købes fra 14. oktober, overgår forgængeren. Steve Jobs' død kan løfte salget.

Den umiddelbare skuffelse over, at den ventede iPhone 5 ikke blev lanceret, har lagt sig blandt Apple-fans. Ifølge Apple selv blev der de første 24 timer efter lanceringen af iPhone 4S afgivet en million bestillinger.

Dermed slår tallet de 600.000, som lagde sig i elektronisk kø til forgængeren, iPhone 4, da den kom for 15 måneder siden.

- Vi er blevet blæst over ende af den utrolige kundeinteresse for iPhone 4S, siger Apples topchef for markedsføring, Philip Schiller.

Til salg fra på fredag

iPhone 4S kommer i butikkerne 14. oktober i en sort og en hvid udgave, også i Danmark. Apple har 245 forretninger i USA, og salget begynder klokken 8 om morgenen lokal tid. I USA sælges telefonerne sammen med typisk to års abonnement.

USAs største mobilselskab AT&T forhåndssolgte på 12 timer flere end 200.000 styk af den iPhone 4S-telefon, som blev præsenteret kun et døgn, før Apple-medstifter Steve Jobs døde.

LÆS OGSÅ: 

Lanceringen kommer lige op til den vigtige julehandel, som traditionelt udgør mindst en tredjedel af årets omsætning for mange elektronikvirksomheder. Analytikere forventer, at Apple i oktober-december vil sælge 27-28 millioner iPhone-telefoner. Det forventes, at Steve Jobs' død vil øge salget, fordi den er den sidste 'ægte' vare fra hans tid.

Den sidste af de rigtige

Vil Steve Jobs’ død ligefrem øge salget af Apple-udstyr?

- Ja, det tror jeg godt, at det kan, særligt på kort sigt. Flere, der har en iPhone 4-telefon, vil nok købe iPhone 4S, fordi det er den sidste »rigtige« Jobs-telefon. Men det er næppe noget, som ellers får folk til at skifte til Apple, mener Anders Elbak, analysechef i analysehuset IDC Nordic, der følger teknologimarkederne tæt.

Apple har formået at skabe en strøm af omtale af ethvert produkt. De faktiske markedsandele er dog noget mere jordnære.

LÆS MERE: 

- Apple har stille og roligt forbedret sin tilstedeværelse på det danske privatmarked for computere, dog ikke så voldsomt, og har i dag en markedsandel på omkring ti procent. Derimod er Apple for alvor rykket på erhvervsmarkedet i kraft af, at medarbejderne får lov at vælge, hvad de vil have, og vælger en Mac-computer i stedet for en ThinkPad. Det er dog fortsat HP og Acer, der dominerer, siger analysechef Anders Elbak fra analysehuset IDC Nordic.

Øget pres på mobilmarkedet

Han hæfter sig ved, at Apple formår at øge sin markedsandel i Danmark trods et vigende PC-marked generelt, og blandt tavlecomputere skiller iPad sig stadig ud fra konkurrenterne. Til gengæld presses Apple på mobilmarkedet af strømmen af Android-telefoner.

De danske teleselskaber lukkede efter blot et dage for muligheden for at forudbestille iPhone 4S.