Mange danskere får huller i tænderne, selvom de børster tænder hver dag. Det viser den hidtil største undersøgelse af danskernes tandsundhed.

Af Videnskab.dk

Selv om de fleste danskere børster tænder hver dag, er vores tænder slet ikke så rene, som vi tror. Mange børster nemlig ikke grundigt nok til at få bugt med bakterierne.

Det viser en ny rapport om danskernes tandsundhed.

- Undersøgelsen viser, at selv om 81 procent af danskerne børster tænder flere gange om dagen, er det kun 29 procent, der gør det godt nok og har en god mundhygiejne. God mundhygiejne vil sige, at de ikke har tandkødsblødning, som er det første tegn på, at der er bakterier på tænderne, hvilket øger risikoen for at få huller og parodontose, fortæller tandlæge MPH Birthe Cortsen, seniorprojektleder i Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og forfatter til rapporten bag Tandundersøgelsen.

 

 

Problemet kan være endnu større

 


Undersøgelsen omfatter 4.402 voksne danskere, som blev inviteret til at deltage i Tandundersøgelsen, efter de havde deltaget i den store danske sundhedsundersøgelse KRAM fra 2007-2008.

Læs også på Videnskab.dk: 10 myter om tænder, mund og tandpleje

- KRAM-undersøgelsen var frivillig, og vi ved, at deltagerne i forvejen består af en gruppe overvejende veluddannede mennesker, som er interesserede i deres helbred og sundhed. At mundhygiejnen ikke er bedre i denne gruppe, giver grund til at tro, at det står endnu ringere til blandt den del af befolkningen, der ikke vil deltage i helbredsstudier, siger Birthe Cortsen.

Hypotesen bakkes op af, at undersøgelsen viste, at de lavest uddannede generelt både havde færre bevarede og sunde tænder, oftere havde parodontose og børstede mindre tænder end de veluddannede.

 

 

 

 

 

Ældre var dårligst til tandbørstningen

 


Tandundersøgelsen viste desuden, at mundhygiejnen stod værst til blandt den ældre del af befolkningen. Kun 19 procent af deltagerne over 75 år havde en god mundhygiejne, på trods af at samlet set 72 procent af mændene og 86 procent af kvinderne i undersøgelsen børstede tænder flere gange dagligt.

Læs også på Videnskab.dk: De hvide tænder har en pris

- Tallet viser, at jo ældre vi er, jo dårligere er vi til at holde tænderne rene. Det er problematisk, fordi tandsundhed har meget stor betydning for vores livskvalitet. Og i takt med at vi lever længere og bevarer tænderne langt op i livet, er det mindst lige så vigtigt for de ældre som for de unge at holde tænderne rene, siger Birthe Cortsen.

 

 

 

 

 

Yngre skal også forbedre tandbørstningen

 


Men også de yngre forsøgsdeltagere skal ifølge undersøgelsen svinge tandbørsten grundigere. 44 procent af deltagerne mellem 18-24-år havde en mundhygiejne, der ikke var i top, og mere end halvdelen af de 18-24-årige angav, at de havde haft ondt i tænderne eller tandkødet indenfor det seneste år.

 

 

 

 

 

Behov for bedre vejledning og forebyggelse

 


De kedelige tal skyldes ikke, at deltagerne havde forsømt at gå til tandlægen. Ifølge Tandundersøgelsen havde mere end 90 procent af deltagerne ifølge eget udsagn været ved tandlægen inden for de seneste 12 måneder.

- Det var meget overraskende. At mellem 44-81 procent af patienter, der tilsyneladende går til tandlæge regelmæssigt, ikke har en optimal mundhygiejne, tyder på, at der er behov for forbedringer, og at der i voksentandplejen måske ikke er nok fokus på at patienterne igennem hele livet skal vejledes i, hvordan man børster tænderne korrekt, siger Birthe Cortsen.

Læs også på Videnskab.dk: Skifter voksne tænder?

For de unge tyder resultaterne på, at der er behov for at fokusere endnu mere på det skift, der sker, når de unge skifter mellem Børne- og Ungdomstandplejen og voksentandpleje i privat praksis. Cirka 10 procent af deltagerne mellem 18-34 år havde mange huller, dårlig mundhygiejne og tandkødsblødning. De unge er det vigtigt at fastholde i regelmæssige forløb ved overgangen fra den ene tandpleje til den anden, ellers kan hele indsatsen i Børne- og Ungdomstandplejen let gå tabt.

 

 

 

 

 

Patienter overhører måske tandlægens råd



Problemerne med dårlig mundhygiejne kan dog også skyldes, at patienterne overhører tandlægernes råd og vejledning.

- Om det er det ene eller det andet eller en blanding, ved vi ikke. Det er også noget af det, vi skal undersøge i det videre forløb, forklarer Birthe Cortsen, som nu vil følge op på undersøgelsen med krydscheck af besvarelserne.

Læs flere resultater fra den nye undersøgelse på Videnskab.dk: Dine tænder er ikke så rene, som du tror

 

SPONSERET INDHOLD: Se her hvordan slipper du af med dårlig ånde