Statsministeren er en svag leder, lyder det fra en række borgerlige debattører, som dermed varmer godt og grundigt op under Løkkes ugentlige pressemøde i dag.
http://www.berlingske.dk/nyheder/skarp-borgerlig-kritik-af-lars-loekke
En række borgerlige meningsdannere angriber nu direkte statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) lederevner. Det sker på dagen, hvor den hårdt trængte statsminister mødte pressen for første gang efter den massive kritik, der har regnet ned over ham på det seneste.
»Lars Løkke har ikke vist sig som en god leder. Han optræder ikke som en lederkarakter, men som en veg administrator, der virker som om han ikke rigtig ved, hvorfor han er der. Vi har endnu ikke set en mand, der kan skære igennem,« siger debattøren Claes Kastholm.
Den borgerligt sindede historiker David Gress er ligeså hård i kritikken.
»Løkke er lige på dumpegrænsen som politisk leder og statsminister,« siger David Gress og kæder de seneste eksempler på intern strid i regeringen sammen med Løkkes manglende evner.
»Løkke er for behagesyg, men det kan en chef ikke være i politik. Han er en blød mand i modsætning til Anders Fogh. Det er en fin egenskab, når man er kollega, men som chef skal man markere sig og skære igennem, for ellers fører det til det, som vi har set mange eksempler på med uenighed mellem V og K,« siger han.
Lars Løkkes udstråling er også kommet under kærlig behandling. Bl.a. har politisk kommentator Hans Engell kritiseret Løkke for i mange sammenhænge at være sur og arrogant. Den analyse deler den borgerlige debattør Kasper Støvring, der efterlyser en ny stil hos statsministeren: Danskerne skal kunne se, at Løkke nyder jobbet som landets leder.
»Løkke må vise, at statsministerposten er eftertragtelsesværdig, fordi det er her de lange linjer udstikkes,« siger Kasper Støvring, der nu er begyndt at tvivle på, om det vil lykkedes for de borgerlige med Løkke ved roret at genvinde regeringsmagten ved næste valg.
David Gress advarer også om, at magten nemt kan ryge videre til de røde:
»Som det ser ud nu, er det ret tvivlsomt om Løkke vinder regeringsmagten ved næste valg.«
Løkke ønsker ikke selv at udtale sig før dagens pressemøde, men Venstres næstformand, skatteminister Kristian Jensen, forsvarer gerne sin chef.
»Kritikken af Lars er skudt helt ved siden af. Det er grotesk, når man tænker et år tilbage, hvor kritikken af den daværende statsminister (Fogh, red.) gik på, at han var for autoritær. Altså ærligt talt: Anders og Lars er begge fremragende ledere, men på hver deres måde. Lars er bare en yngre generation og leder på en anden måde end Anders,« siger Kristian Jensen og kalder Løkke for »en rigtig god leder.«
»Han sørger for, at man som medspiller bliver inddraget og ansvarliggjort i processen. Og han sørger for, at folk får tid og rum til at sikre, at alle aspekter af en sag bliver vendt.«
Synes du, at Løkke er for blød en leder til at være statsminister?
Er det et problem, at han ikke har skåret mere igennem og vist hvor skabet skal stå eller behøver en statsminister slet ikke være så hård i filten?
God debatlyst.
Indlæg i tråden bliver bragt i B.T. i morgen.
Venlig hilsen
Rolf Pedersen, debatredaktionen




Det virker, på mig, som om Lars Løkke Rasmussen, ikke har været klar over, hvad han gik ind til, da han sagde ja, til af afløse Anders Fogh Rasmussen.
MIN statsminister, SKAL være MIN statsminister 24 timer i døgnet. Det er ham der er øverste CHEF for Kongeriet Danmark,
Landet er i krise, omverdenen er i krise, danskerne er nervøse, for deres økonomi, deres job, hvordan ser fremtiden ud osv. osv.
Det er ikke det bedste tidspunkt, at blive regeringsleder på, men det vidste han jo, da han sagde 'ja' til jobbet, og han burde også have vist at opgaven ikke ville blive nem.
MIN STATSMINISTER kæmper for at løse landets problemer, holde styr, på sit bagland, sin regeringspartner og sit støtteparti.
I stedet virker MIN statsminister, træt, stresset, uden det store overblik, og uden styr på sine egne tropper.
Omkring 'barnets første sygedag' og 'flugten' sydpå, så er det ok, for Lars Løkke Rasmussen, men ikke for Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det er rigtigt, som fruen siger, at han ikke er en maskine, man han er Danmarks Chef, og ikke en hvilken som helst hr. Danmark.
Man kunne jo også spørge hvor mange beslutninger og hændelser der har påvirket verden,
som er taget af statsledere i denne verden som har været nedslidte og og udkørte, og som burde have taget en ferie,
inden de tog nogle vigtige beslutninger.
Alle har behov for en "time out"
Anker Jørgenen var også en blød mand. Det drejer sig om den politik der føre ikke om statsministeren er blød eller hård.
Han privat personlige måde er underordnet, og han har også ret til privatliv.
Ja Lars Løkke er klart for blød til at være statsminister - men udelukkende fordi ubehjælpelige modstandere uden egen politisk mening og medier jager ham uden nåde.
Det er klart modstandere og medierne, som sænker bundlinjen i sådanne sager.