Zornig rystet over Rebilds fejlprocent
Tænk hvis det var Skat, der lavede fejl i otte ud af ti sager, siger Børnerådets formand. Men hun roser samtidig Rebild Kommune for at lægge kortene på bordet.
Tænk hvis det var Skat, der lavede fejl i otte ud af ti sager, siger Børnerådets formand. Men hun roser samtidig Rebild Kommune for at lægge kortene på bordet.
- Det er helt utilstedeligt.
Sådan lyder reaktionen fra Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, på en undersøgelse af Rebild Kommunes socialsager, der viser, at der er fejl i 78 procent af sagerne.
Undersøgelsen er endnu ikke færdig, så typen af fejl kendes ikke. Men under alle omstændigheder er fejlprocenten dybt uacceptabel, fastslår Lisbeth Zornig Andersen.
- Rebild Kommune er jo langt fra den eneste, der begår fejl i denne her størrelsesorden. Undersøgelser fra Ankestyrelsen har flere gange vist, at der er masser af fejl på socialområdet i kommunerne. Men tænk, hvis det var Skat, der begik fejl i otte ud af ti sager. Eller hospitalerne. Det ville politikerne ikke finde sig i, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.
Det var blandt andet to meget omtalte socialsager, der tidligere på året fik Rebild Kommune til at hyre et eksternt konsulentfirma, Deloitte, til at gennemgå omkring 700 socialsager for fejl og mangler.
Indtil videre er 108 sager blevet gennemgået, og trods de mange fejl roser Lisbeth Zornig Andersen kommunen for dens åbenhed.
- Det er den helt rigtige ånd. Vi er nødt til at være åbne omkring problemerne, hvis vi skal løse dem, konstaterer Børnerådets formand.
I Rebild Kommune erkender direktør Flemming Hansen, at fejlprocenten er alt for høj.
I første omgang har man reageret ved at ansætte to nye sagsbehandlere og forlænge to vikariater, men der er brug for en større revision af forvaltningen, mener han.
- Vi skal se på strukturen og arbejdsgangene på området. Det er blandt andet et spørgsmål om god ledelse, men vi skal også sikre, at medarbejderne har de rigtige kompetencer og et godt grundlag at træffe beslutninger på, siger Rebild-direktøren.
Han kender som nævnt kun antallet af fejl, ikke typen.
- Jeg tror, at der er mange papir- og IT-fejl, hvor vi ikke har fået sendt alle oplysningerne med. Det er selvfølgelig ikke godt nok, men jeg hæfter mig ved, at Deloitte har lovet at kontakte os, hvis de finder en sag, der kræver akut reaktion. Det er ikke sket endnu, fortæller Flemming Hansen, der forventer, at undersøgelsen er færdig i løbet af efteråret.