Det frygtelige misbrug, som Lisbeth Zornig Andersen var udsat for, var ikke usædvanligt i det miljø, hun voksede op i. Tværtimod.

- Filmen chokerer jo mange i Danmark, som ser på den med nogle andre normer end dem, der eksisterede hvor jeg voksede op. Da mine brødre og min mor så den, så begyndte de at snakke om noget andet halvvejs henne i filmen. Det chokerede ikke dem, siger Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet og aktuel med dokumentaren ‘Min barndom i helvede’

Inviterede veninder med

Lisbeths mor, der selv optræder i filmen, hvor hun bliver spurgt ud om overgrebene, havde inviteret sine veninder hen og se filmen.
- Jeg sagde egentlig til hende, at det nok ikke var nogen god ide. Men inden filmen var færdig, så havde de alle sammen fortalt om de overgreb, som de selv var udsat for som børn. Og flere af deres børn er selv anbragte, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Lisbeth Zornig Andersen forklarer, at de betændte miljøer hænger sammen.
- I det miljø, der har man ikke noget at lade hinanden høre. Der er bare en verden til forskel på den verden, som du og jeg kender, siger hun og fortsætter:
- Problemet er, at de, i det miljø ikke har de normer, som resten af verden har og vurderer den her film ud fra, siger hun.

Faren truet

Fredag rykkede politiet ud til hendes stedfars bolig. Stedfaren optræder også i filmen ’Min barndom i Helvede’ og politiet vurderede, at sløringen af hans person var for dårlig. Derfor var han i fare for borgere, der var blevet vrede efter filmen og ville opsøge ham med ondt i sinde. Men Lisbeth Zornig Andersen mener ikke der sker hendes stedfar noget.
- Jeg er glad for at politiet beskytter ham og ked af det, hvis folk vil hævne sig. Jeg tror dog ikke der sker noget. Alle disse ting har været fremme før i min bog og i Ekstra Bladet. Desuden så kan det godt være, at mange i Danmark bliver vrede på ham. Men  dem, der er dernede i det miljø og som kender ham, de bliver ikke chokerede. De kender godt til den slags, forklarer hun.