Odense Zoo er ramt af sorg, efter den tredje og sidste tigerunge af et kuld er død. Den blev kun 12 dage gammel.

På mindre end to uger har Odense Zoo mistet alle sine tre nyfødte tigerunger. Det oplyser den zoologiske have på sin hjemmeside. - Tigermoderen holdt op med at vise interesse for den sidste killing, og derfor klarede den det ikke. De to første killinger døde antageligt, fordi tigermoderen lagde sig på dem, siger zoolog Bjarne Klausen. Der var ellers ikke et øje tørt, da Odense Zoo i begyndelsen af maj kunne meddele, at tigermoderen havde født intet mindre end tre små tigerkillinger. Det var første gang nogensinde, at der blev født tigerkillinger i haven. Ifølge Bjarne Klausen er det dog desværre helt almindeligt, at det går galt for førstegangsfødende tigermødre. - Mange kender sikkert situationen fra deres huskatte. En kat skal lære at være mor, og at det ikke går godt første gang, betyder ofte, at katten præcist ved, hvordan den skal klare opgaven næste gang. Ifølge Odense Zoos hjemmeside har enkelte spurgt, hvorfor Zoos personale ikke har taget ungerne væk fra moderen. Men det skal dyrepasserne ikke blande sig i, understreger Bjarne Klausen: - Vi vil aldrig gå ind og blande os i det. Hvis vi tager killingerne væk fra deres mor, vil vi sikkert få fysisk sunde tigere ud af det, men psykisk vil de få det svært, og de vil antageligt ikke kunne omgås andre tigere senere i livet. Den situation ønsker vi ikke. Tiger-parret i Odense Zoo regnes for det højst rangerende i Europa, fordi både hannen og hunnen har relativt få slægtninge i de andre zoologiske haver i Europa. Deres unger er derfor med henblik på videre avl meget attraktive - ikke mindst for arbejdet med at redde den truede, sibiriske tiger.