Adm. direktør i Zoologisk Have i København, Steffen Stræde, beretter for BT om ugen, hvor hans attraktion blev forvandlet til et dødskammer for den unge mand, der natten til onsdag blev dræbt af tigrene.

Søndag: Jeg kører til Nordjylland for at se på attraktioner. Altid fedt at blive inspireret og se, hvordan andre gør.

Mandag: Bruger dagen på forskellige attraktioner i det nordjyske.

Tirsdag: En almindelig dag ’på kontoret’. Vi har besøg af en spændende biolog, Steve Martin, som er ekspert i at træne dyr. Går rundt i haven, snakker med folk. Holder et par kaffemøder og går til tiden.

Onsdag: Ringes kl. ca. 7 op af en af mine ledere, som fortæller en mand er dræbt i haven. Det lyder så uvirkeligt, synes jeg. Kan kun tænke på at komme ind til haven. I bilen bliver jeg mere fattet og begynder at tænke på, hvad der skal sættes i værk. Vi laver ingen presseplan, men beslutter os hurtig for en åben strategi. Ingen får nej.

Jeg har intet overblik over, hvor mange jeg taler med, men der ringes fra både Norge, Sverige og flere udenlandske bureauer. Bruger aftenen med min søn, selvom telefonen stadig ringer. Han er 12 og faktisk bedre orienteret om, hvad der står i medierne end jeg.

Det er svært ikke at være berørt af tragedien og tænke over ting, man måske har glemt, men jeg har god følelse i maven, da jeg skal sove. Føler mig stolt og tænker, jeg har nogle knalddygtige medarbejdere. Jeg skulle være kørt på ferie i dag. I stedet bliver det en dag uden pauser. En dag, jeg aldrig glemmer. På linje med World Trade i 2001.

Torsdag: Jeg et træt, men har sovet godt. Kører forbi avisernes spisesedler på vej ind til haven og når at tænke ‘Gud, hvad er det sket?’, indtil det går op for mig, at det var det, jeg stod med i hænderne i går. Historierne er skrækkelige, men fair fortalte.

Bruger dagen på at gå rundt i haven og tale med medarbejdere og sikre, de er okay. Flere har fået krisehjælp. Holder opfølgningsmøde. Vi er enige om, at presseberedskabet fungerer. Kører på sommerhusferie med familien.

Fredag: Taler igen med journalister, selvom den egentlig burde stå på sommeraktiviteter.

Lørdag: Har glemt, hvilken ugedag det er. Men der kommet mere ro på. Har opfordret medarbejderne til at komme ud og få afledt hjernen. Mine tanker strejfer stadig tragedien, men fire børn i sommerhus er faktisk perfekt afledning.