Politikeren Zenia Stampe misbruger sin private sorg til at fiske stemmer.

Så kontant lyder kritikken i et debatindlæg, hvor lektor og retoriker Klaus Kjøller langer kraftigt ud efter den radikale politiker Zenia Stampe og kritiserer hende for at være for åben om sin datters død.

Sidste forår mistede Zenia Stampe og hendes mand deres datter Olga, som blev født i 24. uge. Den lille pige klarede den ikke og var død ved fødslen. En tragedie, som hun hele vejen har valgt at være åben om og derfor har fortalt om på både de sociale medier og i aviser og tv.

LÆS OGSÅ:

For nylig kunne det hårdtprøvede par så fortælle, at de venter barn igen. Zenia Stampe har termin i maj, og hun har på det seneste fortalt, hvordan den lykkelige nyhed vækker både glæde og bekymring.

Den radikale udenrigs- og forsvarsordfører har mødt megen forståelse, sympati og anerkendelse for, at hun deler sin historie med andre, men ikke alle er begejstrede.

Til de sidste hører Klaus Kjøller, som i et debatindlæg på sine egen hjemmeside anklager Stampe for at misbruge sin sorg. Under overskriften »Zenias baby« skriver han blandt andet:

»Hun bruger frygtløst sit allermest private privatliv til at rejse sympati for politikeren Zenia Stampe. I sommer fortalte Zenia om Olga, som blev født for tidligt og døde. »Jeg skreg, da jeg så hende,« betroede privatpersonen Zenia dengang alle vælgerne. Nu hører vi så om Zenias nye foster, som netop har passeret det tidspunkt, hvor alt stadig var normalt med Olga. Nye vælgere kan altså hoppe ind i Zenias fortsatte cliffhanger-graviditet her og følge den på Zenias Facebook-side og i diverse medier og krydse fingre for, at det lykkes denne gang, og sætte krydset ud for Zenia ved valget og således støtte, at Zenias nye baby bliver forsvarligt født med en mor, som fortsat har et godt job.«

LÆS OGSÅ:

Zenia Stampe har før fået vrede henvendelser for sin åbenhed. I november deltog hun i tv-programmet »Ti stille, kvinde«, hvor hun fortalte om et af de hadebreve, hun havde modtaget som følge af sin åbenhed.

På sin profil på Facebook svarer Zenia Stampe igen på kritikken fra Klaus Kjøller:

»Da jeg læste indlægget, var min første reaktion skam. Jeg skammede mig over min sorg, og jeg skammede mig over, at jeg havde delt den. Jeg fik lyst til at gemme mig. Men så gik der et par dage. Og så blev jeg vred. For når Klaus Kjøller skriver ironisk om mit døde barn, så er det ikke kun mig, han rammer. Han rammer alle dem, der har en sorg, som de gerne vil tale om.
Klaus Kjøller er retoriker. Han ved, at ord har magt. Når han skriver, som han gør, så definerer han en virkelighed, hvor sorg er skamfuldt.«

»Men jeg tror, det er bedre, hvis vi kæmper for retten til at stå ved vores sårbarhed, vores menneskelighed, vores sorg. Jeg tror, det er bedre, hvis vi kæmper for at gribe hinanden dér og for at kendes ved hinandens sorg og sårbarhed.«