For to måneder siden lagde Zenia Stampe og hendes mand deres lille datter Olga i graven. Sorgen valgte de at dele med verden på Facebook, for den forsvinder ikke af at blive gemt væk. Og man må aldrig skamme sig over den, siger parret.

Ambulancen brager gennem trafikken. Den har retning mod Rigshospitalet, hvor et hold af specialiserede læger venter. På en båre ligger folketingspolitikeren Zenia Stampe. Tidligere på aftenen er hun blevet indlagt på Herlev Hospital med kraftige smerter. Nogen har fortalt hende, at situationen er kritisk, for smerterne er veer. Men det kan ikke passe, tænker hun. Hun er ikke engang gået ind i graviditetens 24. uge, og samme morgen er hun blevet scannet med beskeden om, at den lille pige i hendes mave har det godt.

’Når de har stoppet veerne, skal vi bare hjem. Jeg skal nok bare tage den lidt med ro. Så bliver alting godt igen,’ når hun at tænke. Men sådan skulle det ikke gå. Tre gange sætter veerne kroppen i fødsel. Den tredje gang kan det ikke stoppes. Midt om natten føder Zenia Stampe en lille pige.

- Jeg kunne mærke hende helt til det sidste. Jeg var i slutningen af fødslen, da jordemoderen pludselig sagde, at hun ikke kunne finde hjertelyd. Men jeg forstod slet ikke alvoren. I mit hoved var det ikke en mulighed, at hun kunne dø inden i mig. Derinde var det jo trygt. Det var først, da jeg fik hende op til mig, jeg forstod, hvor frygteligt det var. Der kom et lille fuldstændig perfekt barn op til mig. Det var bare alt, alt for lille. Og så skreg jeg, fortæller Zenia Stampe.

Kort efter lagde parret et åbent brev på Facebook. Et brev, der har gjort det lettere at møde virkeligheden igen, siger de, fordi de ikke gang på gang har skulle forklare sorgen over deres tragedie. Men også et brev, der har delt vandene og hos enkelte skabt forargelse.

- Det er noget af det, der har gjort mig allermest ked af det. Dem, som siger, at det skal du ikke dele med mig. Det må være fordi, de har en forestilling om, at man kan sidde derhjemme og vente på, at de sorte tanker forsvinder. Og når man så en dag træder ud i lyset, så er alt det grimme væk, og man er glad igen. Men sådan er det bare ikke. Man lever videre med sorgen. Og man skal ikke skamme sig over den. Jeg vil insistere på, at man ikke skal skamme sig. Og jeg vil have, at verden ved, at min datter fandtes, og at jeg savner hende, siger Zenia Stampe.

KØB BT LØRDAG OG LÆS HELE DET RØRENDE INTERVIEW ELLER LÆS DET PÅ BT PLUS HER (virker ikke på mobilen)