Der er godt nyt til strandhungrende danskere. Spørger man Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), er der nemlig lagt op til flere dage med sommerligt vejr og temperaturer op mod 30 grader.

Ifølge vagthavende meteorolog ved DMI, Mogens Rønnebek, er der en sydlig strømning på vej op gennem Europa, som trækker Sydeuropas varme luft med nordpå.

Det betyder, at en gedigen sommervarme allerede vil finde vej til danskerne i løbet af onsdagen.

»Onsdag starter vi ud med lidt gråvejr, men op ad dagen får vi godt med solskin og temperaturer mellem 20-25 grader og lokalt op til 28 grader,« siger han til BT.

Samtidig vurderer han, at det formentlig bliver det sydvestlige Jylland, der når op på de 28 grader i løbet af onsdagen.

Udover at onsdagen ser ud til at blive en fin sommerdag, er der stadig godt nyt til strandhungrende danskere, der ikke har tid til at tage på stranden onsdag.

Det lune vejr varer nemlig ved de kommende dage, og især torsdag tegner til at blive en rigtig varm dag med temperaturer op mod de 30 grader.

I Nordvestjylland kan der dog forventes en smule regn og lidt flere skyer, men i resten af landet vil der være tørvejr, solskin og temperaturer mellem 23 og 28 grader og lokalt op mod 30 grader, for eksempel i den østlige del af Jylland, på Fyn og midt på Sjælland, vurderer Mogens Rønnebek.

Vender ved weekenden

Selvom det tiltrængte sommervejr kommer til at fortsætte nogle dage endnu, går de høje temperaturer igen på retræte, når vi rammer weekenden.

»Natten til lørdag kommer der til at være en koldfront, og vinden går over i en vestlig retning, så der falder temperaturerne til mellem 20-23 grader, men stadig med tørvejr og plads til lidt solskin,« siger Mogens Rønnebek.

På trods af det omskiftende vejr, vil der dog stadig være mulighed for en strandtur i løbet af søndagen, hvor det atter vil klare op med solskin.

»Søndag stiger temperaturen, fordi vinden befinder sig i en sydlig retning, og så kan vi få en 20-25, måske 28 grader igen på søndag. Så der er lagt op til flere dage med rigtig sommerligt vejr,« vurderer Mogens Rønnebek.