Selvom Wikipedia er tilgængelig for alle med computer og internetopkobling, så er det primært mennesker fra højtudviklede lande i Vesten, som bidrager.

Det populære og gratis onlineleksikon Wikipedia får flest bidrag fra højtudviklede lande i Vesten, selvom hele klodens befolkning reelt set kan bidrage og redigere i Wikipedias artikeludbud. Det viser et nyt forskningsresultat fra Handelshøjskolen i Århus.

- Jeg lavede undersøgelsen, fordi jeg læste bogen Wikonomics, som påstår, at det eneste, det kræver for at deltage på Wikipedia, er lidt kreativitet og en internetforbindelse. Men det er ikke rigtigt. Der er mange andre faktorer, der også spiller ind, lyder det fra lektor Morten Rask.

I undersøgelsen sammenligner Morten Rask højtudviklede lande med mindre udviklede lande som Thailand og Ungarn, og her er der en tydelig forskel i antallet af bidragydere til landets egne Wikipedia-artikler.  

Mens tallet for Japan og Tyskland er på henholdsvis 13.787 og 3895 er det for Thailand og Ungarn, kun 556 og 1247.

- Resultatet betyder, at selv om man arbejder med noget globalt og gratis har efterspørgslen stadig en stærk sammenhæng med, hvor man kommer fra. Sådan er det også når man bygger gode veje - dem har man heller ingen gavn af, hvis man ikke har en bil og et kørekort.

/ritzau/