Omkring hver fjerde store danske eksportvirksomhed har en whistleblowerordning, og en god del af dem afslører problematiske forhold.

Hver fjerde store danske eksportvirksomhed har nu en whistleblower-ordning, hvor ansatte og udenforstående kan anmelde ting, de synes er forkerte, ulovlige eller på anden vis problematiske, viser en måling, som analysevirksomheden Wilke har lavet for Jyllands-Posten blandt 381 virksomheder.

»Efter min opfattelse er der relativt mange blandt de større virksomheder, der har en ordning. Det er jo blandt de større virksomheder, de hører hjemme, og her siger hver femte, at de bruger det i en eller anden form,« siger professor Michael Gøtze fra Københavns Universitet, der forsker i whistleblowerordninger.

I undersøgelsen svarer hver femte af de største virksomheder, at den har afsløret adfærd, der var ulovlig eller i konflikt med interne regler.

Medicinkoncernen Novo Nordisk, der er en af de virksomheder, som længe har haft en whistleblowerordning, får hvert år omkring 100 henvendelser fra de i alt omkring 40.000 ansatte.

»Der kommer mange relevante informationer frem, og det har absolut haft konsekvenser,« siger Kim Bundegaard, der er ansvarlig for ordningen i virksomheden. Han fortæller til Jyllands-Posten, at henvendelserne har ført til alt fra reprimander over fyringer til politianmeldelser.