Den danske webshop cheapio.dk kom mandag i modvind, efter en utilfreds kunde fortalte om sin oplevelse med firmaet på Facebook. Opdateringen er siden blevet delt af tusindvis af brugere, og nu har webshoppen besluttet at lukke deres egen Facebookside ned, samtidig med at deres hjemmeside i flere omgange har været lukket.

»Du kan skrive en mail som normale mennesker gør så får du også et svar.«

Sådan lød en del af svaret, da Kathrin Thea Kiholm Heukendorff valgte at kontakte webshoppen cheapio.dk på firmaets Facebookside, fordi hun hverken havde modtaget den vare, hun havde bestilt eller fået svar på, om hun kunne få sine penge retur. Hun havde i forvejen kontaktet webshoppen tre gange på mail, uden at få svar.

Men hos cheapio.dk brød man sig angiveligt ikke om at blive konfronteret direkte på Facebook, og derfor blev Kathrin Heukendorff kontaktet via en privat Facebookbesked, hvor tonen var ganske langt fra det, man normalt oplever som kunde.

Mandag besluttede hun sig derfor til, at offentligøre hele den udsædvanlige korrespondence med firmaet, i håbet om at advare andre potentielle købere mod den dårlige behandling.

Det førte tirsdag aften til, at webshoppen lukkede deres egen Facebookside ned. I en mail til BT onsdag formiddag forklarer firmaet, at lukningen er af hensyn til deres kunder.

»Vores Facebook side blev lukket ned i går aftes, da tonen var blevet meget grov og gået over i hadefuld retorik,« skriver Cheapio.

Også firmaets hjemmeside, cheapio.dk, blev pludseligt lukket ned tirsdag aften, og har onsdag formiddag skiffevis været enten tilgængelig eller lukket ned.

Ifølge Cheapio selv skyldes det, at deres hjemmeside har været udsat for flere hackerangreb, og firmaet har på nuværende tidspunkt intet bud på, hvornår siden igen fungerer optimalt igen.

På Facebook skriver Kathrin Heukendorff, at hun efterfølgende har modtaget både blomster og gavekort fra Cheapio. Til BT fortæller hun onsdag, at hun ligeledes har modtaget de penge, som firmaet skyldte hende.

Kathrin Heukendorff har ikke ønsket at udtale sig yderlige i sagen.

Herunder kan du læse hele korrespondancen mellem Kathrin Heukendorff og Cheapio.