Det danske musik-ikon Kim Larsen får hård kritik, efter han tirsdag i programmet 'Clement på DR1' sammenlignede danske tropper i Afghanistan med Nazitysklands besættelsesstyrker.

Kommentarerne faldt under et sjældent interview med musiklegenden, hvor værten Clement Kjærsgaard spurgte ind til flere forskellige emner. Da snakken faldt på den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, var Kim Larsen mere end klar til at give sit besyv med.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at vi er med til at besætte et andet land. Ligesom det var vanvittigt, da tyskerne besatte Danmark. Jeg møder de der drenge, når de er hjemme på orlov og på kro. Så står de og fortæller om det, og så siger jeg, at jeg fatter ikke, at I vil derned. ’Nej, men det er for at gøre en forskel,’ siger de. Så siger jeg, ’En forskel på hvad?’ Og det kan de aldrig svare på, sagde Kim Larsen blandt andet, før han gentagne gange udtrykte stor sympati for de danske styrker.

Men den sympati giver Venstres Folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen ikke meget for. Han kræver en undskyldning.

- Han har et moralsk ansvar som så fremtrædende kunstner. Og han skal ikke tilsvine de danske soldater. Det er ikke anstændigt, og han burde sige undskyld med det samme. Det kan ikke gå hurtigt nok, siger Michael Aastrup Jensen til Jyllands-Posten.

Også Kristian Jensen, der er gruppeformand for Venstres Folketingsgruppe, er rasende over Kim Larsens sammenligning af danske tropper med tyske besættelsestropper.

- Kim Larsen er en fabelagtig sanger, men et politisk fjols. Danmark er i dag i Afghanistan, fordi den lovlig valgte regering sammen med FN har bedt os om hjælp. Og hvis de bad os om at tage hjem, så ville vi pakke ned med det samme. At sammenligne det med besættelsen i Danmark er en hån mod både modstandsbevægelsen og vores soldater i dag, skriver han på sin Facebook-profil.

Overfor bt.dk uddyber han:

- Manden er enten politisk en idiot, eller også har han ikke sat sig ind i, hvorfor vi er i Afghanistan. De danske tropper skal vide, at vi er rigtig mange i Danmark, der er stolte af dem. Og så skal de bare blæse på, hvad Kim Larsen siger.

Kim Larsen har ikke ønsket at besvare venstrepolitikernes angreb.