Tre dage efter verdenspremieren i Cannes havde Lars von Triers "Antichrist" premiere i de danske biografer, og de første fire dage solgte filmen over 15.000 billetter.
Filmen vises i 17 biografsale landet over, og åbningen overstiger forventningerne hos Nordisk Film, der distribuerer filmen. "Antichrist" går dermed langt bedre end instruktørens seneste Cannes-film, "Manderlay", fra 2005.
Bortset fra film som "Breaking the Waves" og "Dancer in the Dark" appellerer instruktørens film normalt til ikke til noget stort publikum i hans hjemland.
Oprindeligt skulle von Triers seneste værk først have haft premiere den 11. september. Men for at lukrere på den omtale, som de regnede med, at deltagelsen på festivalen i Cannes ville skabe, besluttede producenten, Zentropa, og Nordisk Film at rykke premieren frem. I første omgang til den 29. maj, senere til i onsdags.
- I dag kan vi godt tillade os at sige, at strategien virker, siger direktør Jan Lehmann fra Nordisk Film.
/ritzau/



















