En 24-årig mand fra det vestlige Lolland er blevet alvorligt kvæstet i en ulykke på Sydmotorvejen. De lange køer, der blev dannet i forbindelse med ulykken, er nu ved at være væk.

Ulykken skete, da en varebil af endnu ukendte årsager kørte ind i en lastbil mellem afkørsel 40 Udby og 41 Vordingborg klokken 15.40.

Den 24-årige mand sad som passager i varebilen og er ifølge politiet blevet fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalet med hovedskader.

»Men da vi ikke har talt med Rigshospitalet, kan vi ikke sige mere om, hvad hans tilstand er,« siger vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Stefan Jensen.

 

Ifølge politiet er den 23-årige fører af varebilen blevet kørt til behandling på Nykøbing Falster Sygehus. Skaderne skulle dog ikke være ligeså alvorlige. Og chaufføren i lastbilen skulle ikke være kommet til skade i ulykken.

Det voldsomme uheld spærrede længe motorvejen, mens ambulance og lægehelikopter var på stedet.

På Twitter skriver Sydsjællands Politi, at begge spor igen er åbnet. Tidligere var kun det ene spor åbent, hvilket blandt andet skyldtes, at en bilinspektør fortsat arbejdede på stedet for at klargøre, hvad der er årsag til færdselsulykken.


Politiet kan endnu ikke uddybe, hvad der præcis skete i forbindelse med ulykken.

»Varebilen kørte formentlig op bag i lastbilen, men vi skal have talt med vidner og de implicerede, før vi kan gå mere i detaljer,« siger Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.