Nyd solens stråler denne mandag. Weekenden bliver en iskold fornøjelse.

Kalenderen skiftede officielt til vinter 1. december, og nu følger vejret også trop. Således byder de kommende dage både på barsk vind og snefald i store dele af Danmark.

Allerførst venter dog et par vejrmæssigt fredelige dage både tirsdag og onsdag, hvor det meste af landet vil opleve overskyet vejr med lidt regn. Men torsdag vil vejret vise sine tænder, da et voldsomt lavtryk placerer sig over det sydlige Norge, som vil sende en hel del blæst indover Danmark.





- Det bliver en barsk torsdag, og så har jeg ikke sagt for meget, siger Danny Høgsholt, der er meteorolog ved TV2 Vejret.

- Blæsevejret forekommer på sydsiden af lavtrykket, og det betyder vind af stormstyrke på torsdag. I forhold til stormen 28. oktober bliver det ikke helt så voldsomt, men varigheden samt den geografiske udbredelse vil være markant forøget, siger Danny Høgsholt.

Han nævner desuden, at det endnu er usikkert, præcist hvor stormen bliver kraftigst, men de fleste i landet vil komme til at opleve den kraftige vind. Nogle steder kan vinden vare ved i op til 12 til 18 timer, hvor orkanen 28. oktober varede to-tre timer.

- Vejret fra torsdag formiddag til fredag middag kan principielt aflyse færger og lukke broer, samt give glatte veje, så her skal man være ekstra opmærksom, lyder det.

I løbet af fredag vil det klarer op med lidt solskin, men til gengæld kan vi vente os en del koldere luft nordfra og ditto nedbør.

- Den sydvestlige halvdel af Jylland samt Sjælland vil få en hel del snebyger, og vi kan stadig få vindstød af stormstyrke fredag. Den kolde luft blandet med vinden kan få kulden til at føles som ned til minus 15 grader, selvom temperaturene reelt vil ligge omkring frysepunktet, siger Danny Høgsholt.

Den kolde vinds oprindelse skal findes så langt mod nord som omkring Svalbard i Ishavet, som dog bliver varmet en smule op på sin tur sydpå mod Danmark. Men på trods af sit arktiske ophav, vil vinteren dog ikke vare ved ret længe.

- Lørdag bliver en pæn dag, og vejret bliver mildere igen i næste uge. Der kan komme få centimeter sne, men jeg tror godt, man kan lade kælken stå. Kælkeføre er mest sandsynligt i i den nordlige del og Sjælland samt Sydvestjylland, men sneen vil hurtigt smelte igen, så man skal udnytte det, mens det er der. Det er ikke dét, der giver os en hvid jul, siger Danny Høgsholt.