Lørdag blev monopolisterne i det populære radioprogram 'Mads & Monopolet' på P4 spurgt om, hvad de synes ’Preben’ bør gøre, når han mener, at hans forældre har drukket for meget. Det skabte en heftig debat på programmets facebookside, og nu svarer Mads Steffensen igen på kritikken.

Mads Steffensens modsvar kommer efter mange har kritiseret kulturchef Ane Cortzens og livsstilsekspert Mads Christensens svar til ’Preben’.

’Hør nu her: Ingen i panelet tog let på spirituskørsel, selvfølgelig ikke. Panelet foreslog forskellige modeller: Tag nøglerne, giv dem et lift, brug en alko-tester, tæl glas, så man har styr på, hvor meget der blev indtaget. Alle tog afstand fra spirituskørsel,’ skriver Mads Steffensen blandt andet.

Det svar kommer efter, at mange lyttere har kommenteret på de råd, som monopol-deltagerne gav ’Preben’. Der er mange, der netop tolker Mads Christensen og Ane Cortzens svar som en slet skjult opfordring til ikke at gribe ind over for spirituskørsel.

Dilemmaet handler om, om ’Preben’ bør blande sig i sine forældres alkoholforbrug. Det spørgsmål diskuterede monopolet lørdag, og især to af monopolisternes svar førte til kritik. Ane Cortzen og Mads Christensen fik i programmet sagt, at de ikke mente, at ’Preben’ burde tage bilnøglerne fra sine forældre, hvis de drikker for meget.

»Jeg mener ikke, vi skal gå rundt og være formynderiske over for hinanden«, svarede Ane Cortzen til spørgsmålet, om hvorvidt Preben bør sige noget til sine forældre, hvis de mener, de kan køre hjem efter flere flasker vin.

Det bakker Mads Christensen op om.

»Jeg synes, der er en balance, hvor man må acceptere at give voksne mennesker et frit råderum«, siger Mads Christensen.

De svar faldt ikke i god jord hos lytterne.

'Spirituskørsel handler sgu da for hulen ikke om, man SELV mener, man kan klare at køre!!!!', skriver Liselotte Hansen som kommentar til diskussionen i programmet.

Mange reagerer også på, at hverken Ane Cortzen eller Mads Christensen vil tage nøglerne fra de påvirkede forældre, sådan som den tredje monopolist, Søs Fenger, opfordrede til.

'Tag de nøgler fra dem og i yderste konsekvens, ring til politiet. Spritbilisme ødelægger rigtig mange familier og liv og det er vores alle sammens ansvar, at det ikke sker! Føj, Mads og Ane,' skriver Signe Neldeborg.

Mads Steffensen skriver i facebookopslaget, at han er glad for hver og en af sine monopol-deltagere og understeger, at de hører dilemmaerne samtidig med lytterne og derfor skal danne sig et overblik og en holdning på et splitsekund.

’Mads & Monopolet tager tunge og lette emner op. Der er højt til loftet i vores program. Tonen er uhøjtideligt, ærlig og ligefrem og nogle gange ret sjov,’ skriver Mads Steffensen.

Flere lyttere melder sig ind i debatten på facebooktråden og mener, at mange af de lyttere, som langer ud efter monopolet, overreagerer.

'Det er for nemt for os lyttere at sidde her på fb og gøre os hellige. Kan man ikke lide programmet, kan man slukke! Punktum,' skriver Malene Matthiesen blandt andet.

Kommentaren har i skrivende stund fået 230 likes, mens selve Mads Steffensens opslag er oppe på over 2000 reaktioner.