For 30-årige Marlene Duus er Claus Meyers glade nyhed på hjemmesiden om at have vundet opgaven med at lave kokkekurser for kriminelle endnu en påmindelse om det overfald, der gjorde hende 50 procent invalid og gav hende posttraumatisk stresssyndrom.

- Gerningsmændene får langt flere midler af samfundet end ofrene, siger hun til BT.

Marlene Duus blev i november 2008 overfaldet af sin ekskæreste Frank Saksik, 43, der tævede hende med et jernrør og smed hende ud fra 3. sal af en lejlighed på Frederiksberg.



Mens Marlene Duus kæmpede for at komme sig over følgerne af overfaldet, kunne hun sidste år se Frank Saksik blive ansat som lærling hos Claus Meyer, og i en video kunne hun høre Claus Meyer fortælle om sin glæde over at have Saksik ansat.

Det fik Marlene Duus til at skrive en kronik til Politiken om misforholdet mellem støtte til kriminelle og ofre - og i en mail til BT reagerer hun skarpt på, at TrygFonden har bevilget otte mio. kroner til kokkekurserne.

- TrygFondens støtte til fængslerne er et godt eksempel på, at gerningsmændene får flere midler end ofrene. Jeg håber, TrygFonden er opmærksom på, at der er ofre for forbrydelser, og at fonden giver det samme beløb til ofrene.

Marlenes ekskæreste Frank Saksik er uddannet bager ved udgangen af 2013.