*


KØB PLUS!

Virus sender 100 skoleelever i sygesengen

Billundskolen hårdt ramt af smitsom virus, men fredag var antallet af syge for nedadgående.

En smitsom virus har sendt elever på Billundskolen i sygesengen. Omkring 100 af skolens 800 elever var onsdag og torsdag sygemeldt med samme symptomer - opkast og utilpashed.

Fredag var fraværet aftagende. Cirka 50 børn fra 0-1. klasse og 20 børn fra 2. klasse udeblev fra skolen med sygdom.

- Det er en eller anden virus, der har ramt os, og som er meget smitsom, siger skoleleder Hanne Enggaard til Berlingske Nyhedsbureau.

- Men nu lysner det. Da virussen var på sit højeste onsdag og torsdag, var der 100 syge. Fredag var det trods alt faldet til omkring 70 syge - fortrinsvis blandt de mindste elever, siger Hanne Enggaard.

Skolen har rådført sig med den lokale embedslæge i sagen.

- Rådet er, at vi skal stille desinficerende midler op, og så har vi også givet toiletter og borde en ekstra omgang rengøring, for at komme bakterierne til livs, siger Hanne Enggaard.

Hun vurderer, at virussen har haft let ved at sprede sig fra barn til barn.

- Små børn er ikke altid gode til at få vasket hænderne, så det er nok det, vi har set konsekvensen af, siger Hanne Enggaard og understreger, at alle syge børn hurtigt er blevet afhentet af forældrene.