Søndag sender DR sidste del af business-thrilleren »Bedrag«. Mange har stillet sig selv det spørgsmål, om plottet i dramaserien kunne finde sted i virkelighedens danske erhvervsliv. Det enkle svar er ja: »Bedrag« er topunderholdning på danske advokatkontorer.
Fire måneder, før oliehandelsfirmaet OW Bunker i 2014 kollapsede med et ordentlig brag, sad Ole Borch fra advokatfirmaet Bech-Bruun og talte med TV-holdet bag det, der blev til DR-søndagsserien »Bedrag«.
I klare vendinger fortalte han, at det ville være synd for seriens troværdighed, hvis de lader et selskab gå konkurs få måneder efter en børsnotering. Det kan ikke lade sig gøre, for en børsnotering kræver en gennemgående analyse af selskabet fra eksterne rådgivere, herunder revisorer, advokater og eksperter fra de rådgivende banker.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ole Borch mente, at det ville være fuldstændig urealistisk, at et selskab, der netop var blevet børsnoteret, kunne skjule så mange huller i regnskabet, at det kunne ende i en konkurs:
»Da OW Bunker så gik ned, sendte jeg en mail til DR med overskriften: Jeg skylder vist en undskyldning. De havde set noget, som jeg ikke kunne forestille mig. Det griner de vist stadig over,« siger Ole Borch, der er en af landets mest rutinerede konkursadvokater.
Han er en af de advokater, som undervejs har givet gode råd til DR, og han er også blandt de personer, som Berlingske har kontaktet for at høre, om »Bedrag« er langt ude i hampen – eller om business-thrilleren har ramt en genkendelighed, som »oprydderne« i dansk erhvervsliv kan kende.
Før sidste afsnit bringes søndag, har Berlingske talte med revisorer og advokater om serien. Det er dem, der kommer ind, når selskaber kollapser, og skal gennemgå, hvad der er sket, hvorfor og hvordan.
Klare mindelser om danske skandaler
Lad det være sagt med det samme. Det er ikke et typisk billede af dansk erhvervsliv. Heller ikke et klassisk billede af en konkurs. Men der er klare mindelser til en stribe kontroversielle sammenbrud i dansk erhvervsliv, og aktørerne giver i lange stræk mindelser om centrale personer i nogle af de vildeste virksomhedsskandaler
Ingen har mødt en svensk lejemorder, ligesom der sjældent optræder parallelle dramaer med millioner af euro, som stjæles af småkriminelle baggårdskatte.
Men trusler forekommer. Advokater er blevet truet, nogle har oplevet at få punkteret samtlige dæk på bilen, andre har fået at vide, at de skal kigge sig over skulderen, når de kører hjem. Enkelte virksomheder har også haft rockerrelateret tilknytning, og der er uddelt tæsk undervejs.
Det kan heller ikke udelukkes, at folk er blevet betalt for at forsvinde ud af en virksomhed eller i det mindste bliver betalt for at holde kæft, ligesom spegede millioner i kontanter kan finde vej over grænser på ulovlig vis. Nogle vil formentlig huske den besynderlige sag, hvor cykelrytteren Jens Veggerby blevet taget i at smugle over en million kroner for Stein Bagger mellem Monaco og Danmark.
»Vi skal huske, at det er et drama, og dramaer giver ingen mening, hvis man ikke forstørrer problemstillingerne og forenkler fortællingerne. Det gør »Bedrag« også, men hvis du spørger, om grundelementerne i »Bedrag« er realistiske, så er svaret ja,« siger Ole Borch.
Han siger, at serien på fremragende vis får fortalt, hvordan »den største løgn er den første, for uanset hvor lille den første løgn er, så er du fanget ind i et spil, hvor der er nogen, som har noget på dig.
Evnen til at turde sige nej
En af nøglescenerne i »Bedrag« for advokat- og revisonsbranchen er den, hvor administrerende direktør Alexander »Sander« Sødergren (Nikolaj Lie Kaas) gør det klart for chefjurist Claudia Moreno (Natalie Madueño), at hun ikke kan trække sig: »Du er allerede inde,« siger topchefen – og forsøger at mildne den kendsgerning ved at fortælle hende, at de aktier, hun har modtaget i bonus, nu er 16 millioner kroner værd.
Advokat og partner Pernille Bigaard fra advokatfirmaet Plesner kalder personskildringen præcis, og hun ser klare mindelser til topchefer, som hun har stødt på gennem tiderne, ikke mindst til Johannes Petersen, som drev Nordisk Fjer så langt ud, at det endte med konkurs, selvmord og fængelsstraffe til ledende personer som lod sig bruge til at dække over svindlen.
»Nikolaj Lie Kaas spiller fremragende som den stærke leder, som omgiver sig med et tilstrækkeligt usikkert hold. Han formår at trække dem ind til sig med små overskridelser, men når du først har trådt forkert én gang, så sidder du i saksen,« siger hun, og siger, at den største kvalitet, en betroet ansat skal besidde, er »evnen til at turde sig nej«.
Og det kan være svært, når du står over for en psykopatisk leder, som optræder velmenende og veltalende.
Flere bemærker, at de psykopatiske træk i topchefens figur er spot on. Der bliver tegnet et billede af en topchef, der holder så meget fast i sin fortælling, at han ikke ænser, at det sker ulovligt, fordi det tjener et højere formål.
Pernille Bigaard fortæller, at hun kan genkende store dele af fortællingen. Fiktive fakturaer, falske selskaber og opdigtede aktiver forekommer i spektakulære sager.
IT Factory benyttede sig af fiktive fakturaer, Nordisk Fjer snød med salget af dyner, hvor ordrer blev sendt i et kredsløb, og som Ole Borch siger det, hvis du først mestrer at køre aftaler på kryds og tværs af landegrænser, så bliver svindlen så kompleks, at det er vanskeligt at optrevle sagerne, især hvis der optræder selskaber i skattely som Guernsey.
I TV-serien bliver seerne ofte udfordret af en kreativitet, hvor de fleste vil mene, at det simpelthen ikke kan passe, men igen må det konstateres, at virkeligheden ofte overgår fantasien.
I »Bedrag« bliver en forsker sendt hjem, fordi hun hverken kan eller vil bekræfte, at en opfindelse om lagring af energi, som skal bære Energreens børsnotering hjem, ikke er færdigudviklet, og formentlig slet ikke er realistisk. Forskeren bliver erstattet af en til lejligheden hyret skuespiller, som skal overbevise investorerne om, at selskabet er et mulehår fra at kunne lagre energi.
Brug af skuespillere er også blevet anvendt i dansk erhvervsliv. Stein Bagger brugte ifølge advokater amerikanske skuespillere i forbindelse med telefonkonferencer. De skulle blot bekræfte, at det, han sagde, var korrekt.
Pernille Bigaard fortæller, at hun en gang sad til møde med »en bankmand fra Schweiz, der med store armbevægelser fortalte, at alt var i orden, og at hele finansieringen var på plads«. Ifølge Bigaard overspillede han rollen:
»Han var lidt for meget en bankmand, og da vi så undersøgte ham, viste det sig, at han var en tysk – noget ukendt – skuespiller, der overspillede sin rolle,« siger hun.
»Bedrag« er dagens ret i kantinen
I advokat- og revisorkredse bliver serien set med stor interesse, og den er fast samtaleemne ved advokaternes kantineborde, og der bliver grinet noget af fremstillingen af bagmandspolitiet, især det forhold, at det aldrig er sket, at kun en person fra bagmandspolitiet er rykket ud på en opgave: »De kommer altid to«.
Men i den mere alvorlige ende kan flere nikke genkendende til en fremstilling af et bagmandspoliti uden økonomiske spidskompetencer, ikke mindst efter at det fra politisk side blev bestemt, at bagmandspolitiet skulle efterforske alle sager selv.
Politisk pres og ressourceknaphed er et livsvilkår for offentlige myndigheder, og det rammer hårdt i komplekse økonomiske sager.
Ud er røget brugen af eksterne eksperter, der med faglig kompetence fra revisionsfirmaerne kan kulegrave selskabers økonomi.
Ind kom yngre økonomer. Det har ført til, at bagmandspolitiet forsøger at finde hjørner i en komplicerede sager, som de mener, de kan vinde ved retten.
Det har særligt være kendetegnende under de retslige opgør efter finanskrisen.
Skal der peges på tre oplagte erhvervsselskaber, som tilsyneladende har været inspiration for TV-serien, så er det Nordisk Fjer, IT Factory og OW Bunker.
Sander er en blanding af Johannes Petersen fra Nordisk Fjer, som evnede at udnytte svage personer, men der er lagt et lag af grøn idealisme oven i Sander-figuren, som kunne minde om en type som Ditlev Engel, der i sine velmagtsdage som koncernchef for Vestas optrådte som energisk, visionær ambassadør for grøn energi.
IT Factory og Stein Bagger har formentlig givet inspiration til den lyssky parallelverden med tråde til en kriminel underverden, men OW Bunkers konkurs kort efter en børsnotering ligner til forveksling Energreens skæbne.
Et spind af løgne
Men serien trækker også på elementer fra en lang række andre skandaler.
Gældende for alle svindlere i denne liga er, at de ikke kan gennemføre det alene, men må omgive sig med nyttige hjælpere, som stille og roligt bliver spundet ind i løgne, og som til sidst ofres, fordi omsorgen fra topchefens side ikke handler om dem selv, men alene handler om at holde fupnummeret kørende så lang tid som overhovedet muligt.
Før sidste afsnit sidder advokaterne og afventer, hvad bestyrelsesformanden hr. Kristensens, spillet af Waage Sandø, gør. Hans gyldne bemærkning om »at stoppe, mens legen er god. Vi har taget projektet, så lang som vi skal, og hevet de penge ud, vi kan«, har skabt mulighed for det overraskende dramatiske spørgsmål om, hvem der er den egentlige hovedskurk.
Nok siger bestyrelsesformanden, at der tilsyneladende har været svindel i firmaet. Men er hele plottet iscenesat af en tænksom, grådig bestyrelsesformand med tiltro til, at han kun kan anklages for manglende kontrol og omhu – og som kan dække sig bag, at end ikke i fiktionens verden ville man kunne opleve et så fantasifuldt og udspekuleret svindelnummer?
Sagen er jo nok snarere, at al fiktion fodres af virkelige hændelser.
