Vintergækker og erantis skyder frem, og det kan hurtigt give forårsfornemmelser. Men du skal nok ikke gøre dig forhåbninger om, at du kan stille havemøblerne frem i løbet af de kommende dage.

De seneste prognoser fra DMI og TV2 Vejret melder om en uge med gråt og blæsende vejr, når nogle lavtryk passerer landet.

Temperaturen vil fortsat være i den milde ende i løbet af de kommende dage, men det bliver koldere herimod slutningen af ugen, hvor der godt kan komme sne visse steder i landet, oplyser DMI’s vagthavende, Janne Hansen, til BT.

»Det ser ud til, at det bliver en uge, der byder på skiftende vejr, og det kan blive ret blæsende på grund af de lavtryk, der skal ind og passere,« siger Janne Hansen.

Hun understreger dog, at det endnu er usikkert, hvordan lavtrykket vil bevæge sig – og dermed hvordan det vil påvirke vejret.

Midt på ugen tager vinden til i styrke, og både DMI og TV2 Vejr melder om risiko for vind af stormstyrke – særligt ved vestkysten.

I morgen bliver det hovedsageligt skyet vejr med dis og regn, men i den vestlige del af landet kan der være mulighed for lidt sol. Temperaturerne vil svinge mellem 4 og 9 grader.

Følg vejret time for time her på BT Vejret.