Mand fra Storkøbenhavn er vinderen af de 135 millioner kroner

Danske Spil har netop været i kontakt med den Eurojackpot-spiller, som i fredags vandt den største gevinst i danmarkshistorien. Manden har brugt de sidste par dage på at tænke sig om. Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Den heldige vinder vandt helt præcis 135.177.015 kroner på et Eurojackpot-spil købt i Kiosken på Herlev Sygehus.

Siden da har mange spekuleret som gale på, hvorfor vinderen ikke lod høre fra sig. Men nu har han altså meldt sig. Vinderen er ifølge Danske Spil en mand i 50’erne, som ønsker at være anonym. Han vil dog gerne fortælle, at han har to børn og bor i Storkøbenhavn. Endnu har han ikke fortalt nogen - heller ikke børnene - om sit held.

- Jeg har brugt tiden til at tænke mig om. Jeg var lidt rystet. Nu har jeg samlet mod til at henvende mig til Danske Spil, fortæller manden, der var på besøg på hospitalet, da han købte kvitteringen, ifølge pressemeddelelsen.

- Jeg har haft gemt vinder-sedlen i min højre sok, siden jeg fandt ud af det, siger han.

Manden er en fast Eurojackpot-spiller. Den række, han vandt på, var dog ikke den sædvanlige række.

- Jeg havde egentlig spillet, som jeg plejer. Men jeg købte tilfældigt ekstra fire rækker. Det var en af dem, jeg vandt på, forklarer den heldige multimillionær.

- Nu skal der laves noget tant og fjas. Jeg overvejer at købe en lejlighed sydpå. Måske skal lejligheden herhjemme skiftes ud med et hus. Og så glæder jeg mig til at investere pengene. Jeg holder i forvejen Børsen, nu bliver det rigtig sjovt, siger han til Danske Spil.

Manden har i øvrigt takket ja til Danske Spils millionærrådgivning.

FAKTA: De største danske gevinster

1. 135.177.015 – Eurojackpot – uge 43 2012 – Kiosken Herlev Sygehus, 2730 Herlev

2. 43.853.592 – Joker Lørdag – uge 43 2012 - Telma, Storegade 13, 6753 Agerbæk

3. 38.564.007 – Lotto – uge 13 2008 – Føtex, Lyngbyvej 11, 2100 København Ø.

4. 38.482.709 – Onsdags Lotto – uge 33 2005 - Købmand Krogsgaards Kiosk, Ingerslevs Plads 1, 8000 Århus C.

5. 35.875.154 – Joker – uge 11 2005 – Brørups Kiosk, Njalsgade 35, 2300 Kbh. S.

6. 34.790.756 kr. – Joker - uge 15 2010 - PLUS Abonnement

7. 33.240.799 kr. – Lotto – uge 18 2008 - Center Kiosken, Kirketorvet 6, 8310 Tranbjerg J.

8. 32.401.766 – Onsdags Lotto – uge 1 2005 – Jørgens Hjørne, Amagerbrogade 178, 2300 Kbh. S.

9. 32.394.239 - Lotto - uge 23 2009 - Kvickly, Østerallé 16, 8400 Ebeltoft

10. 31.170.243 – Onsdags Lotto – uge 21 2008, Jack-Pot, Amagerbrogade 17, 2300 København S.

Kilde: Danske Spil