Folketing og regering er inviteret til middag hos dronningen i aften, og SF's formand er blandt gæsterne sammen med 11 andre medlemmer af folketingsgruppen.

Selv om Socialistisk Folkeparti ikke er blandt kongehusets største tilhængere, siger partiets folketingsmedlemmer ikke nej, når majestæten inviterer til middag.

Således har 12 folketingsmedlemmer fra SF's gruppe meldt deres ankomst, når dronning Margrethe i aften holder middag for regering, Folketing og medlemmer af Europa-Parlamentet.

Blandt SF-gæsterne er formand Villy Søvndal, der deltager i et arrangement hos dronningen for første gang. Også gruppeformand og tidligere DKP-formand Ole Sohn har meldt sin ankomst sammen med sin kone, Inger.

Det er dog ikke første gang, at en SF-formand er til middag med regenten. Allerede i 2001 deltog daværende formand Holger K. Nielsen under stor opmærksomhed i den årlige middag for de folkevalgte.

Selv om Holger K. Nielsen ikke længere er formand, er han også denne gang inviteret til middag på Christiansborg Slot, nu som medlem af Folketingets Præsidium.

Fra den kongelige familie deltager regentparret, kronprinsparret, Prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte.

/ritzau/