På en arbejdsuge har en gennemsnitlig dansk topchef tjent det samme, som gennemsnitsdanskeren tjener på et helt år.

Det viser en undersøgelse, Information har lavet.

Der er tale om topchefer for virksomheder fra det danske C20 aktieindeks.

Ifølge opgørelsen tjener en gennemsnitsdansker 294.000 kroner om året, mens C20-cheferne tjener millioner af kroner om året.

Et eksempel kunne være Kåre Schultz, der er topchef i den danske medicinalvirksomhed Lundbeck, 37,8 millioner kroner om året inklusiv pension, bonus, aktiebaseret løn osv.

For ham tager det kun tre dage at tjene en dansk gennemsnitsløn.

Thomas F. Borgen fra Danske Bank kan med sin årsløn på 18 millioner kroner tjene en danskers gennemsnitsløn på tre dages arbejde.

Sine Nørholm Just, der er forsker i offentlig meningsdannelse og markedsretorik på CBS, foreslår, at man fra politisk side regulerer lønningerne.

»Man kunne for eksempel forestille sig et fast loft på, hvor meget en bestyrelse må tjene og et konkret loft på, hvor stor en bonus må være og så videre. Det, at de eksisterende regler både kan fortolkes og gradbøjes, siger noget om, hvor stor magt erhvervslivets top har,« siger Sine Nørholm Just til Information.

I Storbritannien har løngabet mellem direktører og lønmodtagere fået premierminister Theresa May til at foreslå, at pensionskunder skal have en stemme i debatten om, hvordan cheferne skal aflønnes i de virksomheder, de har deres opsparing i.

Lundbecks bestyrelsesformand, Lars Rasmussen, har i en skriftlig kommentar til Information givet udtryk for, at han mener, lønnen er rimelig. Han fortæller, at man ønsker at ansætte på markedsvilkår, og der er den høje løn en del af pakken.