Har du købt en billet til overpris, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Var du én af dem, der havde ønsket dig en billet til den jyske festival Smukfest i julegave, så er der nedslående nyt.

'UDSOLGT AF PARTOUTBILLETTER' står der med store røde bogstaver, hvis man torsdag aften går ind på Skanderborg Festivals hjemmeside.

Torsdag morgen klokken 10.00 åbnede Smukfest for salget af de såkaldte partoutbilletter, der giver adgang til alle dage på Smukfest 2017, og på rekordtid var billetterne revet væk.

Kun få timer efter at salget var åbnet, måtte arrangørerne lukke igen og melde alt udsolgt. Til sammenligning var sidste års billetter omkring 50 dage om at blive udsolgt.

»Det er fuldstændigt overvældende,« siger Claus Visbye, formand for Skanderborg Festivalklub på hjemmesiden.

Claus Visbye gætter på, at det rekordhurtige salg især skyldes sidste års succes. Tidligere har han i en evaluering af Smukfest 2016 givet festivalen fem ud af seks stjerner. Til BT forklarede han, at den sidste manglende stjerne skyldtes lidt knas med et nyt betalingssystem med chip, som havde haft vanskeligheder.

Smukfest havde flere store navne på plakaten sidste år. Blandt andet gæstede SIA og Rihanna Bøgescenen, selvom der var blandede anmeldelser af deres optræden. I år har festivalen indtil nu ikke meldt nogen kommende navne ud. Og særligt det faktum, at der helt uden navne på plakaten kan blive udsolgt, vækker begejstring hos Claus Visbye.

»At kunne sælge alle vores partoutbilletter på den allerførste dag og uden at have præsenteret ét eneste navn – det er jo sådan noget man kun kan drømme om. Vi er utrolig glade og ydmyge over for den tillid publikum viser os på denne måde,« siger han til Smukfests hjemmeside.

Festivalen  blev også udsolgt sidste år inden offentliggørelsen af navne.

Smukfest forventer at offentliggøre størstedelen af sit musikprogram den 1. februar.

Hvis du alligevel vil forsøge at få fat i en partoutbillet gennem privat videresalg, så har Smukfest en bøn til sine kommende festivalgæster.

De råder nemlig folk til at afholde sig fra at handle billetter på det 'sorte marked'. Der har nemlig tidligere været erfaringer med snydebilletter og for høje priser, når en festival melder udsolgt, og folk går derfor på handelssider som Gul og Gratis og Den Blå Avis.

For at undgå dette skriver festivalen, at de har lavet en venteliste til købere, der er ivrige efter at få fingrene i en billet. I det nye år vil festivalen åbne for en platform til videresalg af billetter, som både tilgodeser ventelisten og sikrer, at billetten koster det, den skal.

Men allerede torsdag aften var der desperat efterspørgsel på billetter til Smukfest 2017. På hjemmesiden Den Blå Avis var der flere ivrige købere, som var villig til at betale helt op til 1.000 kroner oveni originalprisen for to billetter.

Også på den svenske hjemmeside Viagogo.se, begyndte der så småt at blive udbudt billetter til priser over den normale stykpris på 2.395 kroner. Der blev endda udbudt endagsbilletter på trods af, at de ikke engang er sat i salg endnu.

Noget der undrer flere af brugerne inde på Smukfests Facebookside.

'Hvordan kan de have endags-billetter, når de ikke er sat til salg endnu? Håber de bare?' Skriver Jakob Peterhänsel, og til det svarer Smukfest, at det undrer de sig også over.

På hjemmesiden Gul og Gratis advarer man decideret sine brugere mod falske billetter.

'Vi oplever lige nu mange falske annoncer med festival billetter, så pas på dig selv og brug din fornuft,' skriver de på hjemmesiden og bringer en liste over gode råd til at undgå et køb af falsk billet.

Heldigvis er det ikke for sent at komme til fest i Bøgeskoven. Det er nemlig kun partoutbilletterne, der er udsolgt. Man kan stadig få fingrene i endagsbilletter, som, festivalen på deres hjemmeside oplyser, vil blive sat til salg 8. februar.