En video af en anholdelse, hvor en dansk politibetjent tilsyneladende slår og sparker en pågrebet person, har skabt voldsomme reaktioner på nettet.

Det er en privatperson, der har optaget og delt videoklippet af anmeldelsen, som angiveligt er sket i den aarhusianske bydel Tilst tæt ved Harald Nyborg torsdag den 1. september.

I videoklippet kan man se en politibetjent, der håndterer en anholdt person på bagsædet af politibilen, og undervejs vælger betjenten at sparke og slå ud efter den anholdte gentagne gange. Det er ikke muligt at se i videoen, hvad der sker inde i selve bilen – eller hvad der er sket forud for hændelsen.

Ved du noget om sagen? Så skriv til BT på 1929@bt.dk eller via vores Facebook-side.

Wesam Bramez, der har offentliggjort klippet på Facebook, skriver bl.a. følgende kommentar:

»Torsdag den 1. september var jeg vidne til denne grusomme anholdelse foretaget af to betjente i Tilst ved Aarhus. En herre bliver konfronteret af to betjente ude foran Harald Nyborg, hvorefter tingene ret heftigt bliver eskaleret gevaldigt.«

Han tilføjer, at den anholdte »bliver tvunget ned med kvælertag af den ene betjent, mens den anden betjent assisterer med knytnæveslag og andre former for slag.«

Derefter blev han ifølge øjenvidnet smidt ind i politibilen.

»Betjenten vælger, i den mest bogstaveligste forstand, at banke ham ind i bilen. Særdeles ubegribelig scene, som efterlod mig og andre vidner målløse,« skriver Wesam Bramez.

Wesam Bramez er endnu ikke vendt tilbage på BT's henvendelse.

BT har været i kontakt med Østjyllands Politi. Kommunikationsrådgiver Janni Lundager oplyser, at politiet er opmærksom på videoen:

»Vi har haft kendskab til videoen siden torsdag, og status er, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed nu har overtaget sagen,« siger Janni Lundager fra Østjyllands Politi, der på nuværende tidspunkt ikke har ydereligere kommentarer til hændelsen og forløbet.

På Facebook har videoen skabt voldsomme reaktioner. Flere personer kritiserer politiet for at anvende vold, mens andre bakker op om ordensmagtens håndtering af sagen.

»Det ser da hårdhændet ud, den behandling er der da ingen der fortjener, uanset hvor 'snotdum' man er,« skriver Birgitte Andersen eksempelvis.

Andre påpeger, at det ikke fremgår, hvad der er sket forud for anholdelsen.

»De har nok deres grunde til den voldsomme behandling. Ingen ved, hvad der er gået forud eller blevet sagt. Hold nu op med det og lad dem passe deres arbejde,« skriver Facebook-brugeren Tanja Jensen.