Der skal være mindst dobbelt så mange Normal-butikker i Danmark ved udgangen af 2016. Sådan lyder adm. direktør i Normal, Torben Mouritsens, planer for det nye år.

Han er ikke en mand, som tøver med at eksekvere sine planer. Allerede i årets første måned, 22. januar, åbner den næste Normal-butik – nummer 26 i rækken – i City 2 i Tåstrup.

I løbet af foråret følger flere efter og både Købmagergade og Amager i København, City Vest og Bruuns Galleri i Aarhus, Thisted, Stenløse, Hvidovre, Hjørring og Farum bliver en Normal-butik rigere over de næste måneder.

Kæden, som parallelimporterer mærkevarer fra andre EU-lande, så de kan sælge dem væsentlig billigere end normalt, vil dermed komme op på 37 butikker i løbet af foråret. Normal lægger dermed på vanlig vis ikke på den lade side, når det kommer til at indtage Danmark.

Da kæden åbnede sin første butik i Silkeborg i 2013, gik der ikke længe, før den næste butik slog dørene op, og i februar 2015 var antallet af Normal-butikker vokset til 11. Torben Mouritsen annoncerede, at kæden i løbet af 2015 ville åbne en butik om måneden, hvilket han levede mere end op til.

Skal være sjovt at handle det kedelige

Han fortæller, at ambitionen med tiden er, at Normal skal dække hele Danmark så hurtigt som muligt. Selv om det altid har været en drøm for Wupti.com-stifteren Torben Mouritsen og partneren Bo Kristensen at åbne butikker på stribe, kom det i første omgang bag på makkerparret, hvor stor opbakning Normal mødte blandt kunderne.

»Man kan ikke diskutere, om vores varer er modediller. Man skal jo børste tænder, vaske hår og have makeup på. Folk er glade for at spare penge, og så synes de, at vi har et sjovt koncept. Men vi havde ikke regnet med, at kunderne ville tage så godt imod det,« siger Torben Mouritsen.

Normal sælger hovedsagligt husholdningsartikler som rengøringsmiddel, vaskepulver og produkter til personlig pleje. Det er »kedelige varer til spændende priser.«

»En dunk Ajax og en tube tandpasta er jo ikke særlig sjovt i sig selv, derfor har vi forsøgt at skabe et univers, hvor det at handle husholdningsartikler bliver billigt og sjovt,« siger han.

Torben Mouritsen ejer Normal i fællesskab med Bo Kristensen og investorerne Jan Lehrmann fra Benjamin Media og Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen. Sidstnævnte kom ombord i efteråret 2014.

Hvor meget Holch Povlsen investerede i Normal, vil folkene bag ikke ud med, men virksomhedens egenkapital voksede fra knap en mio. kroner i 2013 til godt 34,5 mio. i 2014 ifølge seneste regnskab for 2014.

Målet er at blive internationale

Normal blev en underskudsforretning i 2013, hvor resultatet endte på minus 666.028 kr. efter skat, men i 2014 kom virksomheden ud med et overskud på 2.600.419 kr. efter skat. Regnskabet for 2015 er ikke afsluttet endnu, men Torben Mouritsen vil gerne afsløre, at Normal igen har haft et godt år.

Hvor Torben Mouritsen oplevede at blive rystet lidt på hovedet af i starten, bemærker han nu, at andre store kæder er begyndt at bide mærke i Normal.

Om Matas nye billig-koncept, Altid, er et direkte modtræk til Normals voksende tilstedeværelse vides ikke, men konkurrencen bekymrer ikke Torben Mouritsen. Normal er nemlig gode til at holde omkostningerne nede ved ikke at bruge penge på for eksempel markedsføring.

»Det er derfor, at vi kan sætte priserne ned og stadig tjene penge. Der har ellers været en tendens til, at de andre i branchen er for låste i deres omkostningsstruktur, men det er mit indtryk, at de begynder at mærke presset på priserne,« siger han.

Både Bo Kristensen og Torben Mouritsen har en fortid i Dansk Supermarked, og selv om en stor del af Normal-konceptet handler om nytænkning, skal man heller ikke underkende evnen til at lave en god handel.

»Vi har fået en god opdragelse i Dansk Supermarked. Det har givet os utrolig meget at have forståelse for købmandskabet. Selv om det skal være sjovt, skal vi jo også tjene penge.«

Når det meste af danmarkskortet er krydset af, håber folkene bag Normal på at tage succesen videre til udlandet, men Torben Mouritsen understreger, at ønsket om udlandet stadig kun er på drømmestadiet.