KØB PLUS!

Vil synge sig til et job: Kontaktet af Google efter youtube-sang

Alternative jobansøgninger florerer på YouTube

Mange ledige må i dag sande, at et CV og en ansøgning ikke er tilstrækkelige midler, hvis man skal få arbejdsgivernes opmærksomhed. Derfor er flere ledige nu begyndt at gå ad alternative veje for at gøre cheferne nysgerrige og dermed forhåbentlig skaffe sig et job.

Frederik Joen Nielsen er en af disse ledige. For få dage siden lagde han en video op af sig selv på YouTube, hvor han iført skiftevis jakkesæt, afslappet tøj og badekåbe spiller klaver og synger om sine kvalifikationer og om, hvorfor en virksomhed bør hyre ham.

SE VIDEOEN MED FREDERIKS JOBSANG HER

'Er der nogen, der kan bruge en som mig?', synger Frederik Nielsen i videoen, der indtil videre er blevet set 1654 gange.

- Hovedformålet med videoen er, at en eller anden arbejdsgiver synes, det kunne være sjovt at ansætte en som mig, siger Frederik Joen Nielsen, der er uddannet cand.merc. i økonomisk markedsføring.

- Det er vigtigt for mig, at folk ikke skulle blive skræmt af det. Det skulle være informativt og fortælle reelt om, hvad jeg kan. Det er vigtigt, at folk ikke tror, jeg er useriøs omkring det, siger han.

Indtil videre har Frederik Joen Nielsen ikke modtaget nogle konkrete henvendelser om en jobsamtale, men Frederik er optimistisk.

- Jeg er blevet kontaktet af en fra Google i Dublin, som har skrevet i en uformel mail, at han gerne vil have en snak med mig. Så ham vil jeg da helt sikkert give et kald, siger Frederik.

Idéen til videoen kom, da Fredriks yngste datter skulle døbes i november sidste år. Til efterfesten faldt snakken som så ofte før på Frederiks jobsituation. Frederik har været fuldtidsledig i lidt over et år, siden han blev færdig med sin uddannelse i slutningen af 2011. Frederik blev enig med sine venner om, at han måtte stikke albuerne længere ud for at blive bemærket.

Den kreative ansøgning skabte dog lidt bekymring i a-kassen CA, som Frederik er medlem af.

-  Jeg har spurgt min a-kasse og mit jobcenter, om de synes, det var en god idé, men jeg fik lidt blandet respons. Der var ikke 100 % sympati for idéen. Jeg tror, de var lidt bange for, at videoen ville blive misforstået, siger Frederik Joen Nielsen.

I Sverige har den 27-årige Karl Lehman fået bunkevis af jobtilbud, efter han rappede om sine jobkvalifikationer og lagde videoen op på YouTube.

SE VIDEOEN MED KALLE HER

Er det en god idé - eller risikerer det at blive misforstået? Kunne du finde på noget lignende? Deltag i debatten herunder.