Hvis du vil være sikker på at få en sommer-charterrejse til en god pris, så bør du slå til snart

Den danske sommer er som bekendt aldrig helt til at regne med.

Derfor er der mange danskere, der på forhånd bestiller en uge til sydens sol.

Priserne svinger efter udbud og efterspørgsel: Hvis der kommer positive prognoser for det danske sommervejr, tager charterpriserne typisk et dyk - omvendt vil udsigter til regn og blæst sætte fut i salget af pakkerejser og dermed også det opadgående prisniveau.

Lige nu er timingen god, hvis du vil være sikker på at få en charterrejse til en god pris, mens udbuddet er stort, lyder det fra Ole Stouby, der er direktør for Travelmarket.dk.

»Der er et stort udbud af rejser lige nu, og priserne på rejser i højsæsonen ligger i et fornuftigt leje. Det kan selvfølgelig godt være, at rejsen kan fås billigere i sidste øjeblik, hvis man har is i maven og venter, men der er også en risiko for, at priserne stiger, hvis det kommer til at styrte ned med regn i Danmark,« siger Ole Stouby.

Ferie for et par tusinde

Travelmarket.dk har foretaget et pristjek for BT, der viser, at du kan få en klassisk charterrejse med fly og hotel i en uge for priser ned til et par tusinde kroner per person.

»At man kan rejse sydpå med fly og hotel i otte dage i den absolutte højsæson fra kr. 2.000, er meget attraktivt, så lige nu er godt tidspunkt at slå til,« siger Ole Stouby.

Han understreger, at det kan være en fordel at bestille rejsen nu for de kunder, der stiller særlige specifikke krav til rejsedestination, hotellets standard mm.

»Er man en familie, der skal afsted, og vil man være sikker på at finde f.eks. børnepool eller andre særlige faciliteter, så er der al mulig grund til at gå ind og bestille nu. For udbuddet er der nu,« siger Ole Stouby.

Billigst i Tyrkiet

Der er generelt gode priser at få, hvis man vil rejse til Tyrkiet, Grækenland eller Bulgarien, forklarer rejse-eksperten.

»Vi ser typisk de billigste rejser til Tyrkiet, Grækenland, Bulgarien, fordi efterspørgslen ikke er så stor. Omvendt er Spanien oppe i et lidt højere niveau, end man normalt ser, fordi der er stor efterspørgsel.«

Kan man rejse allerede her i maj og juni, er der endnu billigere rejser at få, da udbuddet er stort og efterspørgslen i bund.

Der er mange rejser i de kommende uger i prisniveauet kr. 1.000-1.500 for fly inkl. hotel til Egypten, Spanien, Bulgarien, Italien og mange flere destinationer.

»Traditionelt kan man lige nu komme meget billigt afsted. Vejret herhjemme er godt, og folk nyder foråret i Danmark. Det presser priserne ned i et meget attraktivt niveau,« udtaler direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk.


Gode råd - find den billigste charterrejse

  1. Rejs uden for højsæsonen og spar mange penge. I juli, hvor børnene har sommerferie, er priserne typisk højest. Hvis du f.eks. tager afsted i maj eller september, kan du spare mange penge.
  2. Første og sidste uge i skolernes sommerferie er typisk billigere end de resterende uger i højsommeren.
  3. Vælg en alternativ afrejse-lufthavn. Hvis du har mulighed for at køre lidt længere, end du ellers ville gøre, kan der være en billigere rejse fra en anden lufthavn, og der kan evt. være udsolgt i din traditionelle lufthavn. Mindre lufthavne tilbyder desuden ofte gratis parkering.
  4. Overvej charterrejse med rutefly. Flere rejseselskaber tilbyder pakkerejser, hvor du flyver med almindeligt rutefly kombineret med hotel eller lejlighed. Det er typisk billigere end at flyve med charterselskabets eget fly.
  5. Nogle gange kan det betale sig at vente med at købe rejsen til en uge eller to før afgang - hvis du ellers kan leve med, at udvalget er mindre. Hvis det danske sommervejr ser ud til at blive halvskidt, vil du have mulighed for at gøre et kup. Der kommer desuden ofte afbudsrejser til salg kort før afrejse.