Par fra især Tyskland valfarter til Tønder for at blive gift.

»Herzlichsten Glückwünsche!« Giftefoged Bente Skipper smiler bredt og varmt til brudeparret, da vielsesritualet – på formfuldendt tysk – netop er lovformeligt og vel overstået.

Det nygifte par, 23-årige Sara og 28-årige Abdul Mohammed, som oprindelig stammer fra Etiopien, men bor i München, smiler glade og endnu mere bredt tilbage, så det næsten lyser den tidligere amtsrådssal i Tønder op. De udveksler ringe og skriver under.

Parret kom til Tønder i tirsdags og har taget tre overnatninger på Danhostel i udkanten af den gamle grænseby. I dag er det fredag. Nu er de ægtefolk.

De to bryllupsvidner, Ingeborg Pedersen og Olaf Pedersen, klarer ikke alene deres formelle opgaver. Ingeborg beskæftiger indimellem brudeparrets 11 måneder unge datter Sophia, som tydeligvis soler sig i opmærksomheden, mens Olaf med sikker hånd er bryllupsfotograf med de nygiftes egne mobilkameraer.

Alt er fuldstændig, som det skal være ved endnu en vielse forestået af Tønder Kommune, som giftelystne fra hele verden valfarter til. Ikke mindst fra nabolandet Tyskland, der ligger blot få minutters kørsel mod syd.

Det seneste par år er der gennemført flere end 1.800 vielser i den gamle amtsrådssal, og tallet er stigende. Kun cirka 120 af de godt 1.800 par, som sagde ja til hinanden sidste år, er danske. Resten er udlændinge – og oftest har mindst den ene i et par bopæl i Tyskland. Men der vies også par fra Mexico, Australien, USA, England – ja, fra alle mulige steder fra på kloden.

Ingeborg Pedersen og Olaf Pedersen er formelle bryllupsvidner i Tønder. Efter vielsen ønsker de det etiopiske par Sara og Abdul Mohammed tillykke, og lille Sophia får et klem af Ingeborg. Foto: Ole Joern
Ingeborg Pedersen og Olaf Pedersen er formelle bryllupsvidner i Tønder. Efter vielsen ønsker de det etiopiske par Sara og Abdul Mohammed tillykke, og lille Sophia får et klem af Ingeborg. Foto: Ole Joern
Vis mere

Der kommer hver eneste dag et halvt hundrede henvendelser til Tønder Kommune med spørgsmål, forespørgsler om vielse eller fremsendelse af diverse dokumenter fra dem, der allerede har besluttet, at Tønder er stedet, hvor de skal have hinanden. Så travlt er der på vielseskontoret, at byrådet på næste års budget har afsat penge til at ansætte endnu en fuldtidsbeskæftiget giftefoged, så der fra nytår er fem.

Liberal dansk lovgivning

Når lige netop Tønder er så populært, skyldes det dels, at den danske lovgivning er betydeligt mere liberal og fremkommelig end de fleste andre landes, når det handler om giftermål, dels grænsebyens beliggenhed i forhold til Tyskland. Og dels en særlig service og hurtig ekspedition, fordi kommunen satser på at få giftelystne par til byen.

»For os er selve vielsen den mindste del af arbejdet. Vi har fået fremsendt parternes dokumenter på forhånd, så vi har haft mulighed for at kontrollere dem, og derudover skal parret møde frem personligt til anmeldelse. Vi har anmeldelser mandag og tirsdag, hvor de møder op her, og hvor vi skal se originalt pas, som vi kører gennem en scanner, original opholdstilladelse og eventuel original skilsmissebegæring. I Danmark er det sådan, at hvis folks fødested er indført i passet, så er det tilstrækkeligt og ikke nødvendigt med en fødselsattest. Men i Tyskland er det meget mere bureaukratisk. Der kan man slet ikke blive viet, hvis man ikke har sin originale fødselsattest. Når vi har sikret, at alt er i orden, får parret termin til vielsen. Det næste, der sker, er så, at de bliver viet. Det har vi afsat onsdag, torsdag og fredag til,« fortæller giftefoged Bente Stenger, som tilføjer:

»Der er stor forskel på stemningen ved anmeldelsen og ved selve vielsen. Som regel er det sådan, at når parrene kommer her mandag eller tirsdag, så oplever vi, at de er meget anspændte og nervøse. Men smilene bliver bredere, lige så snart papirerne er ordnet. Og der er en endnu bedre og mere afslappet stemning ved selve vielsen,« siger hun.

Et tysk-ghanesisk par har netop fået hinandens ja. Det skal fejres.  Foto: Ole Joern
Et tysk-ghanesisk par har netop fået hinandens ja. Det skal fejres. Foto: Ole Joern
Vis mere

Tilbage til München

Mens det nyslåede brudepar Sara og Abdul Mohammed har fået deres lille guldklump af en datter sikkert fastspændt i barnesædet og allerede er trillet ind i Tyskland på vej tilbage mod München, er det nu blevet tid for et ukrainsk par til at sige ja til hinanden.

De har siden anmeldelsen, som tog et kvarter, overnattet tre gange på et hotel lige syd for grænsen, mens de har ventet på den store dag. Til daglig bor de sammen i Berlin, hvor han arbejder som elektroingeniør, og hun er kommunal sagsbehandler.

Parret på henholdsvis 32 og 30 år sidder og holder hinanden i hånden og lytter, mens giftefoged Bente Skipper taler om at ære og respektere hinanden i medgang og modgang og i sin tale på tysk reciterer flere passager fra Grundtvigs ’Det er så yndigt at følges ad’.

Ni vielser er på dagens program, som er klaret inden middag. Alle par er udlændinge. Dagen forinden har 26 par sagt ja til hinanden i den gamle amtsrådssal i Tønder. Foto: Ole Joern
Ni vielser er på dagens program, som er klaret inden middag. Alle par er udlændinge. Dagen forinden har 26 par sagt ja til hinanden i den gamle amtsrådssal i Tønder. Foto: Ole Joern
Vis mere

Kort efter har de fået papir på hinanden og ser nu endnu mere forelskede ud, end da de kom.

»Vores familier ved slet ikke, at vi er taget herop for at blive gift. Ikke at det er hemmeligt, men vi har bare ikke sagt det til dem. Vi fandt frem til Tønder, da vi sad og googlede en aften for et par måneder siden,« fortæller en glad brudegom.

Bruden tilføjer: »Vi har sovet ret dårligt i nat, fordi vi har været lidt nervøse. Men det er vi ikke mere,« siger hun med et stort smil og klemmer hendes mands hånd, som hun har holdt i sin både før, under og efter vielsen.

Torsdag sagde 26 par ja til hinanden i Tønder. Denne fredag gør ni andre par det samme. Vielserne, som på én gang er både højtidelige og afslappede, er klaret inden klokken 11.30. Samtlige nygifte stråler af lykke, når de kommer ud.

’Man bliver virkelig glad’

Og den slags kan ikke undgå at smitte af på giftefogederne hver eneste gang, de har sørget for, at to mennesker får hinanden.

»Kan du ikke forstå, at vi godt kan lide vores job,« spørger Bente Skipper med et kæmpe smil. Og suppleres af en af de andre giftefogeder på kontoret, Claudia Brandt:

»Man bliver virkelig glad af det her. Folk er så positive og taknemmelige. Man er helt høj bagefter.«

Bente Skipper er en af fire fuldtidsbeskæftigede giftefogeder i Tønder. Snart får de en kollega mere til »verdens bedste job«. Vielserne, her af det ukrainske par, foregår typisk på tysk, men kan selvfølgelig også gøres på dansk og engelsk. Foto: Ole Joern
Bente Skipper er en af fire fuldtidsbeskæftigede giftefogeder i Tønder. Snart får de en kollega mere til »verdens bedste job«. Vielserne, her af det ukrainske par, foregår typisk på tysk, men kan selvfølgelig også gøres på dansk og engelsk. Foto: Ole Joern
Vis mere