Inger Støjberg (V).
Inger Støjberg (V). Foto: Simon Læssøe

Da hun søndag aften holdt ind ved tankstationen ved Storebæltsbroen, var det med hensigten at købe en pølse hos Q8. I stedet blev hun vidne til et verbalt overfald på Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg. Og da hun bagefter bad de unge mænd, der havde chikaneret politikeren om at opføre sig ordentligt, blev hun selv truet.

Det fortæller kvinden, der ønsker at være anonym, til bt.dk.

»Jeg var og er helt chokeret over det. Der er skrevet meget om overfaldet på Yahya Hassan (digter og folketingskandidat, der også blev overfaldet i weekenden, red.), men det kan åbenbart også ske på en tilfældig tankstation. Og der var ikke nogen, der tog sig af det. Inger Støjberg stod der helt alene på en mørk parkeringsplads, mens de nærmede sig hende,« siger kvinden, der sammen med sin søn var kørt ind til tankstationen mellem klokken 22 og 23 søndag aften.

Læs også:

Støjberg

Da de holdt ind ved standerne, så de tre-fire unge mænd stå omkring Inger Støjberg. Til at begynde med troede kvinden, at det var en venneflok, der snakkede sammen. Da de begyndte at hæve stemmerne, fornemmede hun, at noget kunne være galt, at det måske var et kærestepar, der skændtes.

Først da de unge mænd begyndte at råbe om, at hun var politiker, gik det op for kvinden, at der var tale om Inger Støjberg. Kort efter rev de unge mænd en magnet-sløjfe med ordene 'Støt vores soldater' af politikerens bil.

Inger Støjberg samlede den op, og bad ifølge vidnet de unge mænd om at holde fingrene fra den. Men de rev den fra hende og smed den på jorden igen.

»Bare vent til Islamisk Stat kommer«

Først da Inger Støjberg satte sig ind i sin bil, gik de unge mænd væk fra stedet og hen mod deres egen bil, der holdt tæt ved tankstationen. Det bragte dem lige forbi vidnet, som stod ved standerne.

»Da de kom forbi mig, sagde jeg til dem, at jeg synes, de skulle tage at opføre sig ordentligt. En af mændene, den mest truende af dem, sagde så 'din hedning' til mig,« siger kvinden og fortsætter:

Læs også:

Inger Støjbergs facebook 040215

»Jeg sagde så: 'Det er meget muligt, jeg er en hedning, men du skal stadig opføre dig ordentligt'. Det gik manden til at gå hen imod mig, mens han sagde: 'Ja, du er en hedning. Du kan bare vente, til Islamisk Stat kommer'. Det sagde jeg, at jeg var ligeglad med, han skulle bare opføre sig ordentligt.«

Optrinnet endte med, at den truede mands kammerater begyndte at skubbe ham væk fra standerne og hen mod deres bil, mens kvinden gik ind i kiosken for at komme væk fra dem.

Den ene af kammeraterne var samtidig blevet tilbage ved Inger Støjberg for at undskylde over for politikeren.

»Han undskyldte på sine kammeraters vegne, som var meget aggressive, især den ene af dem,« siger vidnet.

Holdt øje med dem fra butikken

Inde fra butikken holdt kvinden øje med de unge mænd, efter de satte sig ind i deres bil. Hendes søn var blevet ude ved deres bil, og da Inger Støjberg kørte forbi, gav han hende en tommelfinger op.

Politikeren holdt ifølge vidnet ind ved hendes søn og spurgte ham, om han havde hørt, hvad de unge mænd havde råbt. Bagefter fortalte Inger Støjberg sønnen, at hun havde skrevet nummerpladen på de unge mænds bil ned, og at hun ville gå videre med sagen.

»Da hun kørte af sted, holdt jeg øje med, om de unge mænd fulgte efter hende. For hvis de gjorde, ville jeg ringe til politiet. De kørte efter hende et kort stykke, men da hun drejede til venstre, drejede de til højre,« siger kvinden, der ikke ved, om der skete noget mellem Inger Støjberg og de unge mænd, før de stødte sammen ude på parkeringspladsen.

Kvinden er også usikker på, om der var tre eller fire unge mænd.

»Når man står i situationen, så kan det føles som timer, men det er måske bare 30 sekunder. Man står bare og kigger på, at det sker, fordi man ikke aner, hvad man skal gøre. Bagefter kan man tænke: 'jeg kunne også have gjort sådan og sådan', men det gør man bare ikke. Man står bare nærmest forstenet og kigger på optrinnet. Så om der var tre eller fire, det skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed,« siger hun og tilføjer:

»Det var mørkt, og vi havde ikke regnet med, at vi skulle overvære sådan noget ske. Jeg havde bare regnet med, at jeg skulle ind at købe en pølse på tankstationen.«

Nu håber hun, at videoovervågning fra stedet og nummerpladen kan sikre en god afslutning på episoden.

»Hun stod der helt alene på parkeringspladsen, uden vagter eller noget som helt. Hun var bare på vej til sit arbejde efter weekenden. Og så sker det her,« siger vidnet og slutter:

»Det var meget ubehageligt.«

Inger Støjberg bekræfter på sms overfor bt.dk, at episoden fandt sted. Hun oplyser, at hun har meldt episoden til politiet, men at hun ikke har yderligere kommentarer til den ubehagelige episode.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook