Forældre kan trygt lade den digitale verden komme ind i børnenes leg, for de små kan hente både læring og sociale egenskaber af det nye legetøj. Det siger danske forskere.

Børn kan have stor gavn af lærerige videospil til for eksempel Ipad.

- Spillene er ofte mere komplekse end det, børn ellers beskæftiger sig med. De skal virkelig bruge hovedet for at finde ud af, hvad der virker, og hele tiden eksperimentere sig frem, siger Carsten Jessen, forsker i digitale legeredskaber ved Aarhus Universitet, til avisen 24timer.

Børn i alle aldre, kan have glæde af videospillene, siger forskeren. Ifølge ham er videospil et meget mere konstruktivt for børnene, end hvis de bare ser TV. Videospillene kan nemlig involvere og udfordre barnet.

- Selv for børn ned til to år kan det være lærerigt at køre fingeren rundt på Ipad. Ved at trykke på en skærm og se reaktionen opdager og forholder de sig til, hvordan en del af verden virker, siger Carsten Jessen til 24timer.

LÆS OGSÅ: Dit barns medieforbrug er anderledes end dit

Han pointerer desuden, at børn skal være rustet til en digital verden, for det bliver uundgåeligt en del af deres hverdag som voksne.

Ligesom videospillene har ændret sig i takt med, hvad der er teknologisk muligt, har spiludviklerne også fået øje for indlæringen i spillene.

- De moderne, digitale spil udvikler i høj grad børnenes intellekt. Den specifikke type af læring afhænger af spillets karakter og udformning, fortæller fremtidsforsker og pædagogisk konsulent Jørn Martin Steenhold til 24timer.

Grundlæggende har videospil den indbyggede risiko, at de begrænser børnenes fysiske aktivitet. Det skal forældre være opmærksomme på med det nye digitale, og både Carsten Jessen og Jørn Martin Steenhold understreger da også, at videospil ikke må erstatte andre former for leg.

- De elektroniske spil er utrolig udviklende på mange måder, på nær det fysiske. Børn skal også bruge kroppen og lege med traditionelt legetøj, så de får viden om rum, fysiske fornemmelser og sansepåvirkninger, Jørn Martin Steenhold til 24timer.

LÆS MERE:

"Hvornår skal mit barn have en mobiltelefon?"
7 gode råd om fjernsyn for børn