Lone Kristensens søn gik fra at være en stille dreng til at blive en radikaliseret IS-kriger. Nu fortæller hun sønnen Victors historie.

I efteråret 2013 endte danske Victor Kristensen sit liv som selvmordsbomber for Islamisk Stat, da han sammen med to andre angreb et efterretningshovedkvarter nord for den irakiske hovedstad Bagdad.

Men hvordan skete forandringen fra en glad og kærlig dreng med lyse krøller til en radikaliseret islamist, der endte sit liv som selvmordsbomber?

Det spørgsmål forsøger hans mor Lone Kristensen at give svar på i dokumentaren ’Victors hellige krig’, der vises torsdag aften på TV2, og i bogen ’Victors valg’, der i morgen udkommer på forlaget People’s Press.

Hun har valgt at stå frem, fordi hun håber, at andre kan lære af sønnens historie.

»Jeg håber, vi lærer, hvor stærke kræfter det er. Hvor stærkt hjernevaskede de er, de unge mennesker. Det gør mig bare ondt, at Victor skulle have så svært et liv. At han skulle gå den vej,« siger hun i dokumentaren.

Fællesskab i Grimhøj-moskeen

Victor Kristensen voksede op i en helt almindelig kernefamilie, som boede i et pænt villakvarter i Aarhus.

Moderen beskriver ham som en glad og udadvendt dreng, der med alderen – og måske også fordi forældrene blev skilt – begyndte at få store problemer socialt og i skolen. Sønnen blev diagnosticeret med opmærksomhedsforstyrrelsen ADD (en særlig type ADHD), og efter flere afbrudte skoleforløb endte Victor Kristensen på en specialskole, hvor han fik færdiggjort folkeskolens afgangseksamen. I et interview med Berlingske i dag,« siger Lone Kristensen:

»Jeg kan bebrejde mig selv, at jeg f.eks. blev ved med at tage på arbejde, mens han gik igennem sine lidelser. Men jeg følte, at hvis jeg blev væk, ville vi være en syg familie. Vi var fuldstændig kriseramt og vidste ikke, hvad vi skulle stille op. Men der skulle også være noget normalitet tilbage.«

Det var nogle kammerater fra skolen, der introducerede Victor Kristensen til islam.

De tog ham med i den omstridte moske på Grimhøjvej i Aarhus, hvor han lærte om islam og Koranen. Da BT i 2014 som det første danske medie fortalte historien om Victor Kristensen, forklarede en af hans tidligere venner, at religionen gav Victor Kristensen et fællesskab, han længe havde higet efter.

»Som almindelig kulturkristen dansker havde jeg absolut ingen forudsætninger for at forstå det muslimske miljø og de forskellige forgreninger. Derfor kunne jeg heller ikke give ham et kvalificeret modspil, når han kom med alle sine tillærte dogmer,« forklarer Lone Kristensen til Berlingske.

I første omgang så Lone Kristensen dog ingen faresignaler, da sønnen konverterede til islam.

Der skulle dog ikke gå lang tid, før hun begyndte at mærke de første forandringer i hjemmet i Aarhus. Sønnen begyndte at irettesætte hende og ville ikke have, at hun drak vin til maden. I takt med at han blev mere og mere opslugt af sin religion, gled han længere og længere væk fra sin mor. Også den humor og ironi, der før bandt dem så tæt sammen, var væk.

Som 19-årig flyttede Victor Kristensen hjem til sin koranlærer fra Grimhøj-moskeen. Efter igen at have boet hjemme hos sin mor i en periode, meddelte han sin familie, at han ville rejse til Egyptens hovedstad Kairo for at lære arabisk på skolen Kalimah Center. 2. juni 2012 satte han sig i flyet mod Kairo.

Fem måneder senere rejste Lone Kristensen ned for at besøge ham. Men den unge mand, hun mødte dernede, var ikke den samme som den, der rejste fra Danmark.

»Det var specielt. Det var en anden Viktor. Det, der foregik inde i mit hoved, det var ikke svarende til hans virkelighed. Når vi var sammen, så skulle han også lige i moské og bede og sådan noget. Det var… Han var væk. Jeg kunne godt se, det var helt galt, men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« siger Lone Kristensen i dokumentaren.

Hvad hun ikke vidste, var, at det ville blive sidste gang, hun så sin søn.

Afskedsbrevet

Da Victor Kristensen forlod Danmark, var det med en returbillet i bagagen. Men 14 dage før hans planlagte hjemrejse stod det klart for familien, at han ikke havde i sinde at vende tilbage til Danmark. De modtog et afskedsbrev, hvor sønnen bad dem om ikke at lede efter ham.

Det viste sig, at Victor Kristensen var rejst til Syrien, hvor han tilsluttede sig Islamisk Stat, og senere rejste til Irak, hvor han endte sit liv i et selvmordsangreb.

»Han har efter sigende taget andre menneskers liv. Det synes jeg er så forfærdeligt, at han har gjort, og at han har kunnet overbevise sig selv om, at det må han godt. Det er så sygt. I min optik er det ikke raskt. Jeg kan ikke sige andet,« siger Lone Kristensen til TV2.