Børn af forældre, der er blevet såret i krig i udlandet, har også brug for at blive anerkendt.

Derfor får seks børn, hvis fædre lider af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), i dag medaljer for deres indsats og det savn, de har lidt.

Det sker i Horsens, hvor kommunen og Landsforeningen Krigsveteraner & Pårørende står bag et arrangement, der er det første af sin art i Danmark.

»Mange børn af krigsveteraner kan ikke snakke om, hvordan de har det med deres kammerater og skolen, for det er en helt anden verden, og så er det svært at blive forstået,« siger Harald Jensen, der selv er krigsveteran og aktiv i Landsforeningen, til DR Østjylland.

For ikke bare kommer den udsendte hjem med ar på måske både krop og sjæl, en udsending har voldsomme konsekvenser for hele familien og dermed også børnene.

»Ved at give børnene en medalje anerkender vi deres indsats og kan gøre det legalt for børnene snakke tale om deres situation i skolen,« mener Harald Jensen.

15-årige Victoria Jensen er en af dem, der får en medalje, og hun ser medaljen som bevis på, at samfundet respekterer den indsats, familien har ydet.

Selv om hendes far, der har opholdt sig seks år i en krigszone, fungerer godt i dag, skal der stadig tages særligt hensyn til ham.