Har du oplevet problemer på friskoler? Send et tip til jani@bt.dk.

Sagen om problemer på muslimske friskoler tager nu en drejning over i regulært bedrageri.

BT kan i dag afsløre, at endnu en muslimsk friskole er sat under økonomisk tilsyn på grund af en omfattende bedragerisag for flere millioner kroner.

Det drejer sig om en viceskoleleder på DIA Privatskole på Nørrebro i København, der i en årrække har fusket med skolens lønsedler. Det fremgår af en aktindsigt i skolens dokumenter, som BT har fået igennem Undervisningsministeriet.

I et brev fra 11. juni 2017 skriver DIA Privatskole til elevernes forældre for at oplyse om sagen. Her fremgår det, at der sidste år faldt dom over lederen, og at han har bedraget for i alt 3.884.687 kroner. Dommen lød, ifølge skolen, på 2,5 års fængsel, og alle viceskolelederens værdier blev i den forbindelse beslaglagt.

Den muslimske friskole får omkring 75 procent af sine udgifter betalt af staten, og har siden 2013 modtaget mellem 16 og 19 millioner kroner årligt i statstilskud. På baggrund af bedragerisagen har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet sat skolen under såkaldt økonomisk tilsyn. Det bekræfter styrelsen over for BT.

»En tidligere ansat på skolen er dømt for bedrageri mod skolen i form af udbetaling af for høje løntillæg. Styrelsen følger det videre forløb i denne sag,« skriver styrelsen i et skriftligt svar.

Sagen om endnu en muslimsk friskole kommer i kølvandet på afsløringer om tre andre skoler. Her har BT blandt andet afsløret økonomiske ulovligheder, antisemitiske holdninger hos ledende medarbejdere og indflydelse fra en kontroversiel hadprædikant. Fredag meddelte statens tilsyn, at den vil trække tilskuddet til Nord-Vest Privatskole. Senest kunne BT søndag afsløre, at der ifølge en tidligere leder af Nord-Vest Privatskole foregik snyd ved eksamen i 2016 og 2017.

På DIA Privatskole stiller skoleleder Michael Gravesen og bestyrelsesformand Joseph Mokthar op til et interview.

Hvordan kunne det lade sig gøre, at jeres viceskoleleder kunne svindle for 3,8 mio. kr.? 

»Over en lang periode er der sket en form for underslæb, og der er nogle mennesker, som måske ikke har været opmærksomme på det i en grad, som de måske burde. Hvordan det er sket, det ved jeg ikke,« siger skoleleder Michael Gravesen.

De henviser til et brev sendt til skolens forældre, hvor skolen har redegjort for sagen. Her fremgår det, at det var en ny bestyrelse på skolen, der i 2014 opdagede, at der var fejl i løntillæg. Så opdagede man dokumentforfalskning af grov karakter, og vicelederen blev bortvist og senere politianmeldt. Sidste år blev han dømt for bedrageri.

DIA Privatskole har længe været styret af en forening ved navn Den Islamiske Forening. Ifølge skolens vedtægter kunne den vælge flertallet af medlemmer i skolens bestyrelse.

Forskellige grupper af lærere og forældre til elever på skolen har indberettet problemer til myndighederne, som de mente skyldtes Den Islamiske Forenings indflydelse. Der var både beskyldninger om dårlig forvaltning af statens penge og om nepotisme. Det viser en aktindsigt i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Bestyrelsen på skolen forklarer nu, at skolen har besluttet at stoppe samarbejdet med Den Islamiske Forening, fordi bestyrelsen de sidste 15 år ikke har været i stand til at »beskytte skolen«. Det skriver skolen til forældrene med henvisning til bedragerisagen.

Skolens vedtægter er også ændret, så Den Islamiske Forening ikke længere kan udpege medlemmer, forklarer bestyrelsesformand Joseph Mokhtar.

»Støtteforeningen (Den Islamiske Forening, red.) havde en mangel på evne til at udvikle sig og smitte positivt af på skolen,« siger han.

BT spørger, hvor mange af de nuværende bestyrelsesmedlemmer er udpeget af Den Islamiske Forening. Formand Joseph Mokhtar forklarer, at det stadig drejer sig om tre ud af fem medlemmer. Inklusiv ham selv.