De fleste flygtninge rejser videre til vore nabolande – hvis de får lov. »Jeg er bange for, at mine børn vil bebrejde mig, at vi ikke tog til et land, hvor vi bliver betragtet som ligeværdige,« siger Anas Helo. Han var sidste år på vej fra Syrien til Sverige, men endte i Danmark – mod sin vilje.
30-årige Mohammad Shaban smiler lettet. Der er ikke noget politi på sporet og heller ikke på perronen, så der er god chance for, at planen virker: Hurtigst muligt at skaffe tre enkeltbilletter til Stockholm, så han, lillebroderen Ibrahim og vennen Hussein kan fortsætte flugten fra det borgerkrigshærgede Syrien til et liv i sikkerhed i Sverige.
Klokken er 12.15 søndag på Københavns Hovedbanegård, og de tre syrere er netop steget af toget fra Hamborg sammen med 80-100 andre flygtninge, der ligesom dem går forsigtigt med nervøse blikke og en enkelt bærepose, der rummer deres få ejendele.
»Hvornår går toget til Stokholm – det er snart, ik<saxo:ch value="226 128 153"/>?« spørger Mohammad mig og den herboende arabiske mand, som hjælper dem med at komme videre. Det vigtigste er at komme hurtigst muligt væk fra Danmark.
Det er kun et halvt døgn før, det hele går amok. Et halvt døgn før Inger Støjbergs omdiskuterede flygtningeannoncer bliver trykt i internationale aviser for at sende et signal om, at Danmark ikke er »et attraktivt land« at søge asyl i. En halv dag før, politiet fanger 400 flygtninge i toget ved Rødbyhavn, og hele Danmark pludselig bliver opmærksom på, hvad folk i miljøet har vidst i måneder: At der hver eneste dag rejser et hav af flygtninge igennem Danmark, uden at hverken politi eller DSB har taget synderlig notits af dette.
Lige indtil mandag altså, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med ét måtte stimle alle partiledere sammen til krisesnak, mens flygtninge marcherede på motorvejen ved Rødby, og Københavns Banegård pludselig var fuld af venlige danskere, der ville byde de nytilkomne velkommen.
Skal man tro de tre mænd på Københavns Banegård, som Berlingske mødte dagen forinden, de blev dagens store historie, har danskerne dog ikke noget at være bange for:
»Vi vil slet ikke være her. Vi ved godt, at reglerne er meget svære, og at vi ikke er velkomne. Vi vil videre, til Sverige,« siger Mohammad Shaban.
De tre syrere har været undervejs i 12 dage fra Syrien – med båd fra Tyrkiet til Grækenland, videre gennem Makedonien, Serbien og Ungarn. Ligesom tusindvis af andre flygtninge blev de i sidste uge fanget på banegården i Budapest, og da der ikke var udsigt til at komme videre derfra med tog, betalte de 600 euro til en menneskesmugler og ventede to dage i en skov nær Donau-floden, før han dukkede op og kørte dem i bil til Tyskland.
Herfra har de selv taget et tog fra Hamburg til Københavns Hovedbanegård, hvor de mødes med en bekendt af en bekendt, der hjælper dem med at købe billetter og sender dem videre med Øresundstoget. De færreste benytter sig af smuglere i bil hele vejen til Sverige, idet der har været for mange eksempler på flygtninge, som er blevet snydt og sat af i et andet europæisk land.
Men jeg må ikke misforstå dem, forklarer Hussein, til spørgsmålet om, hvorfor de er bange for at blive fanget af politiet og strande i Danmark. De er jo dog i Europa, i Danmark, i sikkerhed – hvad er problemet?
»Jeg er sikker på, at Danmark er et dejligt land. Menneskene er hundrede gange smukkere end i Tyskland og alt ser fredeligt ud,« siger Hussein:
»Men i Sverige kan vi få permanent ophold og mulighed for statsborgerskab. Der kan vi arbejde, så vi kan genopbygge vores liv. Vi vil bare gerne have stabilitet,« siger han.
Danmark giver kun syrere midlertidig opholdstilladelse, hvilket blandt andet betyder, at de ikke må rejse tilbage og besøge familien i for eksempel flygtningelejrene i Jordan. Flygtningene har heller ingen sikkerhed for, at reglerne ikke strammes yderligere, og at de bliver sendt hjem og dermed på flugt igen – den største angst for alle.
Før de tre stiger på toget, kobler Mohammad, Ibrahim og Hussein sig på den herboende hjælpers internet, så de kan ringe til familien og fortælle, at de klarede den. Om ti minutter går toget til Malmø og derfra videre til Stokholm. Ingen af de tre har spist de seneste to dage, men det gør ikke noget, siger de, for nu er de tæt på målet.
De hopper om bord på Øresundstoget. Det er søndag middag, og deres flugt er endnu ikke blevet nationale nyheder. Der er stadig intet politi. De er lettede, og de er næsten fremme.
Så heldig var Anas Helo og hans familie ikke.
Berlingske møder den syriske familiefar i lejligheden på Frederiksberg. Da han for et år siden tog samme flugtrute med kone og to små børn, kom en gruppe betjente ind i toget halvanden time, før de nåede København. De i alt 20 flygtninge blev taget med på den lokale politistation, hvor de blev tvunget til at afgive fingeraftryk.
Selv om de nægtede, ville skæbnen, at de mod deres vilje havnede i Sandholmlejren som asylansøgere i Danmark og endte med at vente otte måneder på at få opholdstilladelse. De fleste syrere får tilladelsen på under den halve tid.
»Jeg var vred og meget, meget skuffet. Det er jeg stadigvæk,« siger Anas Helo.
Familiens eneste mål var at komme til et land, hvor den kunne få permanent opholdstilladelse, så børnene, Malik og Malak, der er tre og fire i dag, ikke skulle risikerede at skulle flygte endnu engang, fortæller Anas Helo. Fred i Syrien har, som han ser det, langt længere udsigter end de fem år, en dansk opholdstilladelse er på.
Efter at de havnede i Danmark, er også Tyskland begyndt at give permanent ophold til syrere, mens forholdene for flygtninge i Danmark, som Anas Helo og familien nu ikke må rejse videre fra, kun er blevet forringet. Ligesom den syriske konditor begyndte at indstille sig på sit nye liv, finde energi til at øve dansk og fokusere på at få et arbejde, besluttede regeringen at sænke integrationsydelsen, så familien i fremtiden får halveret det månedlige rådighedsbeløb.
»Det er den tredje grund til, at Danmark har skuffet mig. De nye regler tog fuldstændig motivationen fra mig. Nu har jeg ikke tid til andet end at lægge budgetter og overveje, hvordan vi kommer igennem måneden økonomisk. Man føler sig skyldig og som et problem og kan slet ikke fokusere på at blive integreret. Mest af alt tænker jeg på mine børn, som ingen skyld har i noget. Jeg er bange for, at de vil bebrejde mig, at vi ikke tog til et land, hvor vi bliver betragtet som ligeværdige mennesker.«
Den båd, han flygtede fra Libyen i, var fyldt med folk, der tog til Tyskland. De fleste af hans venner har allerede en stabil tilværelse i Sverige. I dag driller de ham med at han er havnet i det »forkerte land«. Selv fraråder Anas Helo dem, han kender, at tage til Danmark.
Ikke fordi han ikke kan lide at være her – og selvfølgelig er han først og fremmest taknemmelig for at være i sikkerhed:
»Jeg har mødt helt utrolig mange søde danskere, som er blevet som familie for os. De har taget godt imod os, hjælper os og giver os motivation. Danskerne er et godt folk, som vil flygtninge det godt. Men det kan ikke kompensere for den hårde politik. Med én ny regel kan politikerne ødelægge min søn og datters mulighed for at få en stabil fremtid – det er meget stressende,« siger Anas Helo.
Skal man tro herboende flygtninge, er der end ikke brug for den nye annoncekampagne, som regeringen med integrationsminister Inger Støjberg (V) i spidsen, mandag skød i gang i en række internationale aviser.
De potentielle asylansøgere har for længst forstået budskabet om, at Danmark ikke ønsker dem. I Facebook-fora, hvor flygtninge på arabisk diskuterer de enkelte europæiske landes betingelser, har rygtet siden folketingsvalget bredt sig: De danske politikere ønsker ikke flere flygtninge i Danmark.
Øverst på listen står Tyskland og Sverige. Så kommer Østrig, Holland, Storbritannien og Frankrig. Danmark tager man kun til, hvis man allerede har et stort netværk eller familie her, lyder budskabet.
Den negative branding af Danmark i udlandet har tilsyneladende allerede haft en afsmittende effekt i tilstrømningen: Mens antallet af asylansøgere boomer i vore nabolande, er det faldet herhjemme. I august søgte 11.743 personer asyl i Sverige. Det er ifølge Migrationsverket det højeste månedstal siden Bosnien-krigen i 1992-1993. I Norge satte august rekord med 2.313 asylsøgere mod 1.105 samme måned i fjor – det højeste antal siden begyndelsen af 90erne. Ifølge de foreløbige oplysninger har Danmark i august i år modtaget mellem 1.400 og 1.600 asylansøgere. I samme måned sidste år lå tallet på 2.303.
»Jeg ville aldrig anbefale nogen at tage til Danmark,« siger en tredje ung syrisk flygtning, der kalder sig Ahmad Nassar. Han har været i Danmark i et års tid og er meget forundret over danskernes selvforståelse af at være et særlig ønsket land blandt flygtninge fra Mellemøsten:
»Det eneste, jeg kendte til Danmark, før jeg kom, var muhammedtegningerne. Jeg troede, Danmark var et racistisk land.«
Ahmad Nassars profilbillede på mobiltelefonen forestiller Angela Merkel. Hans facebookprofil er fyldt med tyske flag, og det oprindelige mål var da også at søge asyl i Tyskland. Men da en god ven ringede og anbefalede ham at tage til Danmark i stedet, tog han toget det sidste stykke og meldte sig i Sandholm-lejren. Under interviewet i lejren fik Ahmad Nassar kolde fødder. Han stak af ud gennem toiletvinduet og ind til Københavns Hovedbanegård for at købe en enkeltbillet til Tyskland, men blev fanget på overvågningskameraet og kørt tilbage til Sandholm. Næste dag havde han fået opholdstilladelse. Efter kun én dag.
»Det blev nærmest givet som en straf,« siger Ahmad Nassar forundret. Han har det seneste år forsøgt at få sine familiemedlemmer i sikkerhed i Europa. I Tyskland, ikke Danmark.
»Angela Merkel er som en engel for os. Hun vil syrerne det godt. Hun tror på, at vi kan bidrage. Jeg savner min familie, men synes ikke, de skal være et sted, som hellere vil være fri for dem. I Danmark bliver vi set som et problem. I Tyskland kan vi arbejde og blive en del af samfundet. Der ser de os som en del af løsningen,« siger han.
