Ekstreme fysiske discipliner som ironman bliver stadig mere populære. Det er et led i samfundets præstations-og performancekultur og et behov for at mærke, hvad man meget konkret får ud af sine dyrebare tid, mener psykolog.
Hvorfor svømmer man 3,8 kilometer, cykler 180 kilometer, for så også lige at snuppe et maraton på 42,2 kilometer? Den atletiske disciplin ironman er ikke for tøsedrenge, når 3.000 deltagere søndag kæmper for at komme i mål i Nordeuropas største triatlonstævne, KMD Ironman Copenhagen.
»Man bliver grebet af det. Man har udrettet noget, og det giver en stor tilfredsstillelse og et personligt kick. For nogle er det en form for »addiction«, de er blevet afhængige af at presse sig selv til det yderste«.
Det mener erhvervspsykolog, cand.psych. Majken Matzau, der i sin praksis har mange mænd, som satser benhårdt på karriere, træning og et sundt liv.
At ekstreme discipliner som en ironman er blevet så populære – KMD Ironman blev udsolgt på seks timer – er også en del af et bredere samfundsfænomen, mener Majken Matzau.
»Det er et led i hele vores præstations- og performancekultur, hvor det at sætte sig et mål og optimere over hele linjen er et afgørende element. De seneste år har der været en klar tendens til, at det ikke er nok at præstere på jobbet og derhjemme. Man skal også præstere rent fysisk og helst overgå sig selv og sine tidligere præstationer. Kan man sætte barren lidt højere næste gang, når en halvmaraton ikke længere er nok«?
Majken Matzau understeger det positive i ønsket om at være sund og træne sig op til fysiske præstationer. Samtidig mener hun, at der for nogle ligger et stigende behov for at have kontrol, også over sin krop.
»Der er ingen tvivl om, at meget træning, og det er individuelt, også kan være en flugtvej. Alle har flugtveje, hvis vi ikke magter at gøre noget ved problemer som for eksempel karrieren eller i privatlivet. Ved fysiske præstationer kan vi bevare noget kontrol og fortrænge det, vi måske i virkeligheden burde få gjort noget ved«.
Majken Matzau peger på en anden tendens. At vi er angste for ikke at få nok ud af den tid, vi har.
»Vi har en følelse af, at vi ikke har tid nok. Og får så vi nok ud af den tid, vi har? Mange af mine mandlige klienter får skyldfølelse, hvis de ikke er effektive i fem minutter. Den dyrebare tid skal resultere i noget, gerne noget meget konkret. Og konkret er træningen op til en ironman, hvor der også er et indbygget mål om at gennemføre på en tilfredsstillende tid«.
Ifølge Majken Matzau er ekstrem fysisk aktivitet ligeledes et element i et samfund, der er blevet, hvad hun kalder for »meget sundhedsfokuseret med en konstant opmærksomhed på kost og sundhed«.
»Det er med til at gøre os stressede, at vi også skal performe ved at leve så ekstremt sundt,« mener hun.
Lektor og mandeforsker på Roskilde Universitetscenter Kenneth Reinicke peger på et behov for at udfordre sig selv, når man for eksempel vil præstere en ironman.
»For nogle handler det om at mærke, at livet også kan være både uforudsigeligt og lidt farligt,« siger han.
»Om at prøve sig selv af, fysisk og mentalt. Hvad kan mit kadaver egentlig holde til«?
Derudover er der også noget identitetssøgning. Hvis man er 48, har store børn, karrieren er på plads, og alt i livet er meget sikkert, kan der være et behov for noget mere spænding. Hvor man risikerer noget og sætter sig selv lidt mere på spil.«
Også Kenneth Reinicke understreger det positive, der ligger i at gennemføre større fysiske præstationer. Alene og sammen med andre.
»Men der er også en masse velstand i både hele cykeltendensen, som vi har set de senere år, og de ekstreme sportsgrene. Man viser udadtil, at man både har fysisk overskud, og samtidig har en god økonomi. Det kræver både dyrt udstyr og tid nok til at træne«.
Men grundlæggende er ønsket om at gennemføre ekstremt fysisk krævende præstationer en kombination af mange elementer, mener Reinicke og peger på identitet, velstand og for nogle også en flugtvej. Et rum, hvor de kan være sig selv med en benhård træning.
For nogle så hård, at de ligefrem bliver afhængige af den hårde træning.
I en ph.d.-afhandling fra foråret, undersøgte psykolog Mia Lichtenstein, Syddansk Universitet, hvor mange danske motionister, der er i risikozonen for at udvikle en afhængighed for træning.
Resultatet af undersøgelserne viste, at 5,8 procent af alle motionister i danske fitnesscentre havde tegn på det, som eksperter kalder træningsafhængighed. Samtidig var op imod hver tiende dansker i risikozonen for at udvikle afhængighed, når det gjaldt fysisk træning.
Søvnproblemer, en meget stram diæt og træning mellem tre og fire timer om dagen i et fitnesscenter er tydelige indikatorer.
I en rapport, ligedes fra foråret, hvor Vidensråd for Forebyggelse satte fokus på sundhedskonsekvenserne af »supermotionisme«, blev supermotionisterne fritaget for sundhedsmæssige bekymringer.
Rapporten fastlog, at det er sundt at dyrke motion, men stillede spørgsmål ved, om der er en øvre grænse for, hvornår det er sundhedsskadeligt at dyrke for meget motion.
Ifølge Kristian Overgaard, lektor ved Institut for Folkesundhed, Idræt på Aarhus Universit og medforfatter til rapporten er de negative effekter ved at dyrke meget motion enten sjældne eller forbigående.
»Generelt har supermotionister et godt helbred. Biologisk set giver det god mening, at den positive effekt af motion ikke bliver ved med at stige ved en øget træningsmængde, men har et toppunkt, hvorefter effekten stagnerer eller bliver negativ,« siger Kristian Overgaard.
»Det, der er afgørende, er balancen mellem træning og restitution. Derudover gælder det om at lytte til sin krop,« forklarer han.
