Den nye formand for Det Kriminalpræventive Råd vil gerne udvide forebyggelsesarbejdet til at også at fokusere på økonomisk kriminalitet og IT-kriminalitet, der ofte hænger tæt sammen.

Børn og unge skal helt tidligt lære, at de ikke må begå vold. At det er forkert at stjæle og lave hærværk. At narko og våben er farligt. Traditionelt har det været de mere overordnede emner for Det Kriminalpræventive Råds arbejde – men står det til den nye formand, juraprofessor Linda Nielsen, skal rådet fremover også satse på forebyggelse af økonomisk kriminalitet og IT-kriminalitet. To områder, der desværre ofte har en nær sammenhæng med hinanden. Det skriver Berlingske.

- Der er ingen tvivl om, at disse former for kriminalitet vil fylde meget mere i fremtiden, end de gør i dag. Det er områder, som vi traditionelt ikke har tænkt ind i det kriminalpræventive arbejde, men det koster det danske samfund frygtelig meget. Samtidig er disse former for kriminalitet voldsomt belastende for folks retsfølelse, siger Linda Nielsen, der tiltræder jobbet 1. januar 2013, til Berlingske.

Ifølge Danmarks Statistik blev 2.297 personer sidste år fundet skyldige i dokumentfalsk, bedrageri, underslæb eller groft skattesvig. Det er færre end dømte for almindelig, såkaldt »simpel« vold, der sidste år talte 4.069 personer, men flere end eksempelvis de 1.916 personer, der blev fundet skyldige i hærværk.

Linda Nielsen erkender, at det ikke er en let opgave at tage fat på.

- Det er to områder, der er vældig vanskelige at have med at gøre. Det internationale aspekt gør det vanskeligt at lave generelle regler og ikke mindst sørge for, at de bliver håndhævet, og overtrædelser bliver straffet, siger hun og understreger, at forebyggelsesarbejdet må »spille på mange strenge«.

Det vil handle om teknologiske løsninger, der gør det sværere at være kriminel. Om regler, der beskytter bedst muligt mod misbrug og anden kriminalitet. Og om værktøjer, som borgerne kan bruge for at sikre sig på nettet. Undervisning og oplysning skal også indover, påpeger hun.

Alle områder kan sagtens trænge til mere opmærksomhed, vurderer Shehzad Ahmad, næstformand for Rådet for Digital Sikkerhed og leder af det danske varslingscenter for IT-sikkerhed DK-CERT. Centret har tidligere samarbejdet med Det Kriminalpræventive Råd om at udforme »færdselsregler« til sikker adfærd på nettet. Han glæder sig over, at den nye formand er klar til at sætte større fokus på IT-området og understreger, at der i øjeblikket generelt ses en bred opbakning til samarbejde på tværs for at styrke borgernes IT-sikkerhed.

- Alt, hvad der kan styrke borgernes sikkerhed, men også styrke deres bevidsthed om truslerne derude, er en god idé at bruge energi på. Vi er på nettet hele tiden med smartphones, tablets og bærbare. Der kommer hele tiden noget nyt, så det er bare om at følge med udviklingen, siger Shehzad Ahmad.

Han oplever dog også en voksende interesse for emnet blandt danskerne, der i stigende grad søger viden om, hvordan de eksempelvis beskytter deres identitet på nettet eller undgår virus, når de bevæger sig rundt i cyberspace.