Flere end hver ottende dansker har inden for det seneste år været passager i en bil, hvor de var i tvivl, om føreren havde drukket mere end det tilladte. Vi skal blive bedre til at gribe ind, siger Rådet for Sikker Trafik.

Vi er for dårlige til at sige fra, når en beruset sætter sig ind i en bil for at køre - også når vi selv er passager i bilen.

En undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har lavet med hjælp fra Epinion, viser, at 13 procent af befolkningen inden for det seneste år har været passager i en bil, hvor de var i tvivl om, hvorvidt personen bag rettet havde drukket for meget til at køre.

Derfor skal vi blive bedre til at sige fra, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik, som endnu engang opfordrer til at gribe ind for at forhindre spritkørsel.

»Det bedste er jo, at man slet ikke ender i den situation, for det kan jo være rigtig svært at få sig selv til at sige, når man sidder i situationen. Vi opfordrer generelt til, at man lader bilen stå, når man skal til fest. Det, man skal huske, er, at alle tager afstand fra spritkørsel. De fleste vil takke dig dagen efter for at have forhindret dem i at køre spritkørsel,« siger seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik Michelle Laviolette, der er ansvarlig for den aktuelle spritkampagne.

Hun anbefaler en omsorgsfuld tilgang, når man sidder i situationen og ikke er sikker på, om føreren af bilen er i stand til at køre sikkert hjem.

»Nogle gange kan et enkelt spørgsmål som »er du sikker på, at du er i stand til at køre sikkert hjem?« være nok. Så får man lige vedkommende til at tænke sig om en ekstra gang. Det kan være en god ide at tage udgangspunkt i sig selv og sige »jeg er urolig for, om vi kommer sikkert hjem med dig som chauffør« i stedet for »du har drukket for meget«,« siger hun.

I oktober måned kom Havarikommissionen med en rapport, der blandt andet konkluderede, at flere skal blive bedre til at blande sig, da en del af de ulykker, som de undersøgte, var med bilister som var så påvirkede, at omgivelserne ikke kunne være i tvivl om, at de havde drukket for meget til at køre.