Prøv at forestille dig at møde ind til en aftenvagt, hvor vi er fem sygeplejersker til 30 patienter, hvoraf nogle ligger på gangen. Inden for meget kort tid får den ene hjertestop, en anden får vand i lungerne, en tredje kaster blod op, og en fjerde er så dårlig, at de pårørende beder om hjælp med det samme.

Samtidig skal en patient på toilettet, der er skemaer, der skal udfyldes jævnfør den danske kvalitetsmodel, blodprøvesvar, der skal tjekkes, læger skal orienteres, der er aftenstuegang og uddeling af mad. Sådan nogle situationer står vi i.

Vi er fagligt dygtige og erfarne sygeplejersker, men vi er ved at kaste håndklædet i ringen. Vores hverdag handler om konstante valg og dermed også fravalg. Efter sådan en dag kan det være rigtig svært at komme hjem til nogle børn, man ikke har overskud til. Jeg er mere kort for hovedet, og jeg får dårlig samvittighed.

Regionen er stolt af at have sparet flere milliarder på sygehusene. Men det har altså en konsekvens. De medicinske afdelinger i Kalundborg er lukket, og der er også reduceret sengepladser på regionens øvrige hospitaler. Jeg ved ikke, om de forestiller sig, at befolkningen pludselig bliver mere rask? Folk bliver stadig indlagt, og så kommer de til os. Siden jul har der været konstant overbelægning.

I dag skal alle patienter hurtigere igennem systemet. Dengang jeg blev uddannet, havde vi tid til at lægge et tæppe over patienternes ben, blomsterne struttede i vaserne og patienterne sad med en kop kaffe og en småkage, når vi gik hjem. I dag er det næsten kun sådan, hvis de pårørende selv sørger for det.

Det er jo ikke fordi vi sulter patienterne, men vi har bare travlt. Tingene var anderledes dengang. Der blev brugt flere penge oppe i systemet. Jeg kan godt forstå, at der skulle effektiviseres gennem årene, men der er blevet sparet for meget. Vi kan ikke være det her bekendt længere. Der er en grund til, at vi blev sygeplejersker.

Vi vil jo gerne pleje og hjælpe. Men vi kan ikke være bekendt at modtage patienter på gangene, at give utilstrækkelige pleje og ikke have tid til at snakke med den enkelte. Det er de menneskelige bløde værdier, de sociale behov og kontakten til andre mennesker. Det er jo også en del af det at overleve. Men det er blevet meget mere samlebånd. Og så føler vi ikke, at vi slår til som sygeplejersker.

Der er ikke længere sammenhæng mellem det, vi blev uddannet til som sygeplejersker, og det vi laver. Vi knokler som vilde heste for at få det til at hænge sammen, men alligevel får vi dårlig samvittighed, når vi går hjem fra arbejde. Det slider. Man undgår at kigge ind på stuerne på vej ned ad gangen, for derinde ligger der folk, der burde sidde op, eller som jeg burde have vasket, eller som jeg slet ikke har fået snakket med hele dagen.

Det er først en god dag, når vi har ydet god sygepleje, været hele vejen rundt om patienterne, vejledt dem til kommende undersøgelser og taget deres bekymringer alvorligt. Så går jeg hjem med god samvittighed. Men det sker ikke særligt tit.

Jeg synes, det er trist, at vi ikke er stolte af det arbejde, vi yder. I de kaffepauser vi engang imellem får tid til, snakker vi tit om, hvornår nok er nok. Jeg ved ikke, hvor meget længere vi kan klare det her pres og tempo. Jeg er bekymret, når dygtige og stabile sygeplejersker går rundt med en knude i maven, fordi de ikke ved, hvad det er, de møder ind til næste morgen.