Sneen er faldet over teltlejren i Thisted, og på stisystemet sjapper bare tæer hurtigt af sted i sandaler og sko med nedtrådte hæle. Flere af lejrens mandlige beboere skynder sig – med dynejakkerne knappet op – på den korte tur mellem teltene og de opstillede Godik-vogne med toiletter og badefaciliteter. Andre haster mod spiseteltet med blyanter og kladdehæfter under armen for at nå formiddagens undervisning i dansk.

Det såkaldte asylnødcenter har 300 pladser øremærket til enlige mænd, som søger asyl i Danmark. Eftersom denne gruppe tæller omkring to tredjedele af de flygtninge og migranter, der kommer til landet, har et flertal i Folketinget besluttet at huse dem i telte.

Der er dog en god grund til, at så mange flygtninge og migranter er enlige mænd, fortæller 38-årige iranske kurder Gharib, som har inviteret Berlingske indenfor i teltet.

»Det er meget svært og risikabelt at tage sin familie med hertil. Da vi gik mod bjergene, sneede det og regnede, og vejen er meget farlig,« siger han og forklarer, at livet i teltlejren på sin vis har den ønskede effekt.

»Dem, der er kommet her for at se Europa og nyde livet – altså dem uden problemer derhjemme – beder straks om at blive sendt hjem, når de kommer til lejrene her. Men vi har ikke noget valg, for vores liv er i fare, hvis vi tager hjem,« siger Gharib.

Ifølge lejrens ledelse har mellem 15 og 20 mænd siden november bedt om at blive hjemsendt.

Teltene er varme, pladsen for trang

Til trods for den bidende kulde i den nordvestjyske købstad – for nogle beboere er det det første møde med sne – er det ikke temperaturen i teltene, som plager mændene.

»Der er varmt nok herinde,« siger Gharib og kaster et blik rundt i teltet, »men der er ikke nok plads,« siger han.

Den trange plads mellem de otte enkeltmandssenge er stuvende fuld af sorte sække og plastikposer med beboernes ejendele. Håndklæder, underbukser og andet tøj hænger til tørre i snore fra loftet og på spånpladerne, der adskiller sengepladserne og giver beboerne et minimum af privatliv om natten.

»For at være helt ærlig, så er det meget svært at bo otte mennesker i ét telt. Det kan du selv se,« siger Gharib

Ikke desto mindre er der tale om et af de renere telte i lejren. På gulvet har Gharib og de syv øvrige beboere spredt papkasser ud på teltdugen, og ved indgangen ligger en træpalle til at stille skone på. Alligevel er lejrlivet bogstavelig talt til at blive syg af, lyder kritikken i teltet.

»Det er ikke godt, at toiletterne og badene er udenfor. Om natten skal alle engang imellem på toilettet, og alle skal jo i bad hver eller hver anden dag. Når vi står under bruseren, er vi varme, men når vi går tilbage til teltet, er det en anden sag,« siger den iransk-kurdiske flygtning og nikker over mod sin sovende ven på briksen overfor.

Livet var bedre derhjemme

Hamid Shafii har forsøgt at sove en forkølelse væk, men samtalen i teltet har vækket ham, og der er et par ting, han gerne vil tilføje.

»Vi havde et bedre liv derhjemme. Vi havde huse, venner og familie, men vores liv var i fare. Derfor flygtede vi og kom hertil, hvor folk behandler os virkelig fint og er søde ved os. Men faciliteterne er ikke gode for os,« snøvler den 30-årige mand:

»Vi bor omkring 300 mænd her, og der er fem eller seks toiletter. Vi har ét billardbord, ét bordtennisbord, fem computere med internet. Det er simpelthen ikke nok. Med så mange mennesker i en lejr uden ordentlige forhold, adspredelse eller mulighed for uddannelse, så bliver folk deprimerede.«

Hamid er flygtet til Danmark fra Iran, efter at han i drikkelag med en kristen ven fik tatoveret to kors, det ene på underarmen og det andet på brystet.

Det var nok til, oplyser Hamid, at politiet fængslede ham i 11 måneder og udsatte ham for tortur, fortæller han. Den 30-årige kurdiske iraner har også en forklaring på, hvorfor det ikke er alle beboerne i teltlejren, som er lige så åbne omkring forholdene:

»I vores hjemlande kan folk ikke tale frit, de har ikke ytringsfrihed. Her i lejren tænker de på samme måde – at hvis de siger sandheden, får de problemer. De taler med journalisterne og siger, at alting er fint, selv om de ikke har det godt.«

Lejrleder Anders Brolev lægger ikke skjul på, at det to gange er kommet til slåskampe blandt beboerne, og at kontroverserne har handlet om adgangen til billardbordet. Han er dog overrasket over kritikken af de sanitære forhold.

»Hvis der er mangel på toiletter, og vi hører det fra mere end en enkelt eller to, så vil vi selvfølgelig få fat i nogle flere toiletter,« siger han og forklarer, at centeret afventer godkendelse til at opføre en pavillon på 150-200 kvadratmeter til undervisning og andre aktiviteter.

Hvad angår teltene, siger han:

»Hvor store eller små teltene er, det er ikke vores afgørelse. Man skal tænke på, at det jo er en midlertidig løsning. Dem, der har boet længst tid hos os, har været her knap to måneder. Vi håber selvfølgelig, at de snart kan komme videre til de permanente asylcentre.«

Skoene, der var for grimme

Netop dette skete onsdag for omkring 50 af beboerne. Aamer, en ældre irakisk mand, er ikke meget for at forlade lejren, personalet og sin kuwaitiske ven Abdullah, der hjælper med bagagen.

Menneskene i lejren har tydeligvis gjort et stort indtryk på den ældre iraker, og det bliver til flere afskedsknus, før han og de øvrige i bussen efter fællesfoto og en hurtig sneboldkamp ruller væk fra teltlejren.

Det er dog ikke kun beboere og de kommunalt ansatte, som asylansøgerne møder i Thisted. En fast skare af de såkaldte venligboere står for at uddele doneret tøj til beboerne.

Kirstine Andersen har en god forklaring på, hvorfor så mange af lejrens mænd sjosker rundt i sneen i pauvert fodtøj.

»Voksne slider jo tit deres sko op, så vi får ikke særligt mange sko leveret ind. Og de fleste af asylansøgerne bruger størrelse 40 til 43, hvor danske mænd har lidt større fødder. Så det er derfor, mange af dem går i bare tæer eller klipklapper. Der er også mange, som træder hælkappen ned i for små sko,« forklarer hun foran containeren, hvor et par unge mænd har set sig lune på en læderkasket, mens to mødre fra lejrens familiegang gennemgår sortimentet.

»Men vi havde også en, som i lang tid havde efterspurgt en størrelse 41. Da vi endelig havde fundet et par, mente han, at de var for grimme. Så de er også forfængelige, præcis lige som os andre,« siger Kirstine Andersen:

»De er hverken værre eller bedre end os.«

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook