Nummer_1
I 28 år har Elsebeth Kristensen gået rundt blandt Danmarks farligste mænd i Statsfængslet i Vridsløselille. Berlingske er taget med på gåtur.Foto: Linda Kastrup
Nummer_2
I 28 år har Elsebeth Kristensen gået rundt blandt Danmarks farligste mænd i Statsfængslet i Vridsløselille. Berlingske er taget med på gåtur.Foto: Linda Kastrup

Egon Olsens fængsel lukker. Illegale flygtninge flytter ind, mens danske fanger flytter ud. Fængselsbetjent Elsebeth Kristensen er en af dem, der har låst og åbnet dørene på gangene. I 28 år har hun med raske skridt gået rundt blandt Danmarks farligste mænd i Statsfængslet i Vridsløselille. Berlingske er taget med på gåtur.

Det er en lyd, de kriminelle frygter. Hun holder til gengæld af den. Når tremmedøren smækker i og giver det der særlige, tunge smæld af jern mod jern. Klonk! Lige præcis sådan lyder den mest hjemlige lyd. På et sted, der ellers helst ikke skal føles for meget som hjem.

På film trådte Egon Olsen altid kækt ud til de andre medlemmer af Olsen Banden herfra. Væk fra de gule mure og ind i friheden. Hver dag i 28 år har den i dag 58-årige Elsebeth Kristensen foretaget den stik modsatte bevægelse. Med nøglebundt ved hoften og i uniform er hun taget på arbejde som fængselsbetjent i et samfund ved siden af samfundet, hvor ondskab og godhed sagtens kan dele samme celle.

»Hjemme i Tappernøje er min egen hoveddør altid låst. Det samme er bilen. Det er ren vane. Det er sådan, at jeg ofte føler mig mere nervøs uden for fængslet end indenfor. Jeg har aldrig været bange her,« siger Elsebeth Kristensen.

I disse dage er fængselsbetjenten med til at skrive nekrolog over et af Danmarks kendteste fængsler: Statsfængslet i Vridsløselille med adresse i Albertslund.

Fangerne skal ud, og ind kommer i stedet illegale flygtninge. Dem sidder der allerede nogen af nede på den gamle isolationsafdeling, A1. I behandlingsafdelingerne sidder de sidste 35 danske fanger, der i løbet af året skal et andet sted hen. Så vi kan lige nå det. En rundvisning i fængslet og dermed også i Elsebeth Kristensens egen historie.

En høflig terrorist

»Støt AK-81 south«, står der et sted. »Hold ud, honie«, »RIP mom« og »Fri Pælastina fuck« andre steder. Væggene taler deres eget fængselsmodersmål.

Det er dog to malerier ved et af fængslets trapper, der mere end noget andet illustrerer, at vi mennesker er en kontrastfuld størrelse. Dronning Margrethe hænger malet med klare farver og fine, præcise penselstrøg. Nedenunder et maleri af Kronborg. Elsebeth Kristensen ser op på dem.

»Ja, de der er malet af en fange, der var dømt for terror mod Danmark. Han malede dem på eget initiativ. Han skulle være så farlig, men viste sig at være den mest rolige og høflige mand, og han var virkelig dygtig til at male. Han har lavet malerier af mine børne­børn. Mange af de andre betjente har også fået malet deres børn.«

fgdfg

Hver celle måler otte kvadratmeter. Duften af nikotin hænger stadig i alle de efterladte små, rå universer, hvor både mordere og rockere har boet. Udenfor tror man, at fængselsbetjente er typer, der ligesom i filmene trækker staven langs tremmer blot for at markere sig.

Elsebeth Kristensen ser sig selv mere som en pædagog med speciale i kriminelle. Hun har lært fanger at sy en knap i. Ligesom hun også irettesætter fangerne, når de taler grimt til kæresterne over telefonen.

»Når man giver en indsat en dårlig besked, får man en masse smidt i hovedet. Det er systemet, de er tossede over. Jeg giver dem noget tid til at køle af, og nogle gange kommer de så ind for at beklage, at det gik ud over mig. Dengang jeg startede herinde, skulle jeg gøre op med mig selv, om jeg kunne tåle at få et par på hovedet. Jeg forventede, at der ville være slåskampe. Men jeg har kun slået alarm to gange på 28 år.«

Brian, kalder hun dem. Brian er nu engang et gængs fangenavn. Når Brian bor ved siden af Brian, kommer de op at skændes om alt muligt. Det er de små tings verden, hvor alt kan blive til et problem. Engang måtte Elsebeth Kristensen bede om assistance, fordi to mænd kom op at slås på grund af et kaffefilter.

Da hun første gang så annoncen i avisen, lød jobbet ikke helt ufarligt. Det mente hendes daværende mand i hvert fald.

Da de blev skilt, og børnene var blevet lidt ældre, slog Elsebeth Kristensen til og skiftede uddannelsen som frisør ud med den blå skjorte. Det var ikke kun slipset, hun skulle lære at binde. Mistænksomheden og frygten skulle også tøjles.

Susanne

De første dage var hun bange for at træde ind til en fange med løkke om halsen, hver gang hun åbnede døren til en celle.

»Jeg har altid troet på, hvad folk siger. Så kom jeg herind og lærte, at alt, hvad fangerne siger, er løgn. Den tog jeg med mig ud i samfundet. En dag sad jeg og tænkte, om min far nu også fortalte sandheden. Det holdt ikke. Den skulle jeg lægge fra mig.«

Måtte vaske sig efter hvert håndtryk

Vi bliver låst ud af de tomme gange og går ned af trapperne til det næste stop. Behandlingsafdelingen, hvor der stadig sidder danske fanger. Hver indsat har en stamrulle, hvor man kan se, hvad de er dømt for. Dem læste hun altid dengang i begyndelsen. I dag er hun ligeglad. Hun møder de indsatte ved navn og ikke nummer.

»Det er aldrig synd for de indsatte. Det er deres egen skyld. De har selv gjort noget for at sidde her. Nogle fanger kommer dog mere ind under huden på én end andre. Jeg kan godt nå derhen, hvor jeg tænker, at man under andre omstændigheder kunne blive ven med vedkommende. Jeg kan godt have tanken, men det er kun en tanke. De har selv købt billetten ind, men mange er jo ikke gennemsyret dårlige mennesker. Slet ikke,« siger Elsebeth Kristensen.

De værste indsatte er dem, der ikke vil erkende det. Som ham der havde været voldelig mod flere af sine børn og voldtaget sin egen toårige datter.

»Jeg var altid høflig mod ham, men jeg måtte simpelthen vaske mig, når vi havde trykket hænder,« siger Elsebeth med en synlig kuldegysning, da vi lukker os ud af isolations­gården.

De typiske magthavere i fængslet er dem, der hører til en bande. De står aldrig alene. De lavest rangerende er dem, der er dømt for pædofili. Proceduren lyder, at hvis ingen andre på afdelingen kender den nye indsatte, skal han vise sin domsudskrift til de andre.

»Før i tiden fik de simpelthen bank og ofte med en billardkugle ned i en sok. Den laver grimme huller i kraniet. Så fik de set Robinson Ekspeditionen og har indført, at en fange kan blive stemt ud. Afdelingens talsmand kommer op til os og siger, at Brian er ude. Vi har måske et kvarter til at fjerne ham. Vi vil jo gerne forebygge, at der sker noget.«

Stine Søholt

Vi hilser på tre fanger inde på behandlingsafdelingen, der sidder inde i en celle og snakker. Dørene står altid åbne her. Her bor forfængeligheden også. Adskillige sko og sneakers står på hver indsats skolehylde uden for døren. En af fangerne fortæller om det gængse løsladelsesritual, som en mand skal gennemgå, når friheden lige straks rammer ham.

»Så kaster vi vand, mel eller hvad der nu ellers er på ham, der skal ud. Men der er forskel på folk. Engang fik en indsat hældt noget ætsende i vasketøjet. Da han tog det ud af maskinen, var der ikke andet end fnuller.«

De andre griner. Elsebeth Kristensen ruller med øjnene.

Man skal kunne klare det. Man skal være robust i sjælen. Det siger de til hinanden. Betjentene har det til fælles, at de ikke så nemt lader sig kue. Fordommen lyder altid, at hun som kvinde i en mandeverden må være sådan en, der vil bestemme, og som elsker kæft, trit og retning. Ofte svarer Elsebeth Kristensen, at hun er offentlig ansat, når hun til et selskab bliver spurgt om, hvad hun arbejder som. Hun orker ikke at blive sat i bås.

»Jeg er ked af den der forestilling om at være den maskuline kvinde. Jeg vil da godt have en kjole på, når jeg kommer ud. Jeg er også sårbar. Jeg forstår ikke, hvorfor den hænger på os.«

Alle kan blive mordere

Det har været nogle af de hårdeste forbrydere, hun til hverdag har hilst på. Et fængselsophold i sig selv tror hun ikke på som hjælp. Det er behandlingen, der skubber til de indsatte. Morderne ser man ofte kun den ene gang. Dem spørger folk udefra også altid om. Om de virkeligt er særligt onde?

»Vi har haft en, der havde slået to hustruer ihjel. I de første måneder troede jeg, at han var ansat her. Han gik i hvidt tøj og havde et nøglebundt. Han var en gammel herre, da han blev løsladt, og der var aldrig problemer med ham. Vi kan alle blive mordere. Det tror jeg. Vi har det i os. Vi skal bare presses hårdt nok. Så kan man godt komme ud i en situation, at man slår så meget fra sig, at man ender med at slå ihjel. Bare tænk på, hvad du kunne finde på, hvis dine egne børn blev kidnappet.«

split

Vi er kommet ud i den store gård, hvor kirken også ligger. Rundt om os er der kun høje mure med pigtråd foroven. På græsplanen står en ensom, hvid snemand på vej til at smelte i alt det grønne. Elsebeths nu afdøde mand var også fængselsbetjent. De fulgtes hver dag hjem sammen fra Vridsløselille til hjemmet i Tappernøje. De havde den regel, at de måtte tale fængsel på vejen hjem. Når de trådte ind på matriklen, gjaldt det andet liv.

»Det er to modstridende verdener, man bevæger sig i. Mit fængselsliv kan jeg ikke tage med ud i den rigtige virkelighed. Jeg smider også uniformen med det samme, når jeg kommer hjem. Jeg kan ikke engang snakke lidt. Den skal af.«

Susanne

Klonk! Lyden er der igen, da vi skal igennem isolationsafdelingen for at komme helt ud. Derud, hvor Elsebeth Kristensen i civil har mødt tidligere fanger på gaden. Reglen er, at fangen skal hilse først. Så kan hun godt hilse igen.

Engang da fængselskoret optrådte på den anden side, mødte hun ham til koncerten. Manden med de isnende øjne. Ham, der sad inde for mord, og som Elsebeth Kristensen aldrig turde vende ryggen til. Her 20 år efter stod han med en lille skid på og sagde til hende med et stort smil:

»Hvad fanden er det ikke dig? Du skal da have en krammer.« Og så fik hun et kram.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook