Vesterhavet tager kæmpebid af klit - hel strand lukket

Bølgerne fra Vesterhavet har bidt et stort stykke af sandskrænten ved Nørre Lyngby i Nordjylland. Hele 100 tons sand og ler er forsvundet, og strandfogeden kalder det for »helt vildt«.

Tidligere denne uge forsvandt 100 tons af skrænten ved Nørre Lyngby nord for Løkken i Nordjylland. Hverken borgere eller ejendomme er blevet berørt.

- Det er helt vildt, som det er skredet. Jeg har set mange skred i min tid, men aldrig så meget som det her. Det lukker sådan set hele stranden, siger strandfoged Jann Thomsen til TV-stationen TV2 Nord.

Vejrliget de seneste dage får skylden for det store skred. Det kombinationen af blæst og byger, som har forårsaget det, mener strandfogeden.

Kystdirektoratet vurderer dog ikke, at det store skred udgør et problem. Leret og sandet skal nok komme igen.

- Det er jo naturligt, at der sker nedbrydning et sted, og så bliver der opbygget et andet sted. Hele den nordlige del af Nordjylland er jo opbygget af nedbrud længere mod syd, siger kystteknisk chef Per Sørensen til TV2 Nord.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.