Vestager: Aftalen er socialt rimelig

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) mener, at den kommunale udlignigsaftale sikrer et mere retfærdigt udligningssystem.

Med aftalen om den kommunale udligning kan landets kommuner se frem til en mere retfærdig fordeling, og det har været førsteprioriteten for økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

- Vi har lavet en aftale med Enhedslisten om at justere vores udligningssystem, så det bliver mere socialt rimeligt, og så har vi aftalt, at vi laver særlige muligheder for kommuner, som er kendetegnet af, at der er mange borgere, der er hjemløse eller har et misbrugsproblem, siger Margrethe Vestager.

Regeringen og dets støtteparti, Enhedslisten, blev onsdag enige om en justering af den kommunale udligningsaftale, der skal sende flere penge fra de rigeste til de fattigste kommuner. Blandt andet bliver der oprettet en ny social særtilskudspulje på 400 millioner kroner, der skal tilgodese kommuner med sociale problemstillinger som for eksempel mange borgere uden bolig, med psykisk sygdomme eller misbrugsproblemer.

- Vi har rykket rundt på nogle ting, så det får en skarpere social profil, og det er vi meget tilfredse med, siger Margrethe Vestager.

Ministeren sætter pris på, at Enhedslisten har deltaget i forhandlingerne, efter Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne.

Alle tre partier har beskyldt Margrethe Vestager for at begå forligsbrud, fordi de mener, der var indgået et forlig på udligningsområdet. Det betyder, at det er nødvendigt med enighed blandt alle i forligskredsen, hvis der skal ændres noget i aftalen før et valg. Men det har Margrethe Vestager gang på gang afvist, fordi hun ikke mener, der er tale om et forlig i klassisk forstand med vetoret.

- Jeg håber, at det gør indtryk på de øvrige partier, at der bliver taget ansvar på den her måde, fordi kommunerne har brug for at vide, hvad de har at gøre godt med, og derfor åbner vi også for at andre partier kan være med, siger hun.

Det er ambitionen, at aftalen skal træde i kraft den 1. januar 2013.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.