Dansk Energi mener, lørdagens Earth Hour-kampagne sender forkert signal. Men kampagnen virker, lyder det fra Verdensnaturfonden.

Opfordringen til at trykke på stikkontakten og slukke lyset i en time lørdag aften for at sætte fokus på klimaforandringer fungerer faktisk ret godt.

Sådan lyder det fra Verdensnaturfonden, WWF, efter Dansk Energi har klandret Earth Hour-kampagnen for at ramme forkert. Ifølge Dansk Energis direktør, Lars Aagaard, sender kampagnen et forkert signal i klimakampen, da brug af for eksempel el-biler spiller en stor rolle for et bedre klima.

»Jeg synes, det er en lille bitte smule underskudsagtigt. For jeg tror, at både Dansk Energi og vi rigtig gerne vil det samme og bekæmpe klimaforandringer og ønsker, der bliver sat fokus på det,« siger Gitte Seeberg, der er dansk generalsekretær for WWF.

Hun erkender, at det ikke er den time, hvor man har slukket for lyspærerne, der gør den store forskel for klimaet. Men symbolismen i kampagnen er ikke til at tage fejl af.

»Den her kampagne går ud på, at hver enkelt, dansker, amerikaner eller brasilianer hele vejen rundt om kloden har mulighed for at komme med et statement, hvor man slukker lyset i en time. Og det er en uskyldig kampagne, hvor alle kan deltage og opfordre til, at der bliver gjort noget ved klimaproblemerne. Og jeg tror, det virker,« siger hun og fortsætter:

»Dansk Energi ved godt, at der skal meget mere til for at få løst klimaproblemerne. Der skal meget mere til end at slukke lyset i en time. Det er et statement, og derfor kan jeg ikke forstå, at man kan være imod det.«

Lørdagens Earth Hour-kampagne involverer 162 lande verden over, hvor der opfordres til at slukke lyset i en time fra klokken 20.30 til 21.30 i hvert land.