Bjarke Ingels fingeraftryk på verden, er lige så stort som navnet på hans arkitektvirksomhed, BIG. Men en svulst truede med at sætte en stopper for stjernearkitekten

Bjarke Ingels viser størrelsen på en ært med tommel- og pegefinger.

»Den er vel så stor,« siger han.

Han taler om den svulst, en scanning har afsløret i hans hjerne.

Han modtager sin dom i sin lejlighed i København med computeren foran sig og stearinlys tændt.

Og vi er alle med på sidelinjen, når dommen falder i dokumentarfilmen ’Big Time’ om stjernearkitekten Bjarke Ingels, som får premiere i biografer over hele landet i dag.

Kombinationen af hans 40 års fødselsdag, enorm professionel succes og en hjernesvulst blev en milepæl i Bjarke Ingels liv.

For tre år siden fik Bjarke Ingels et baseballbat i hovedet. Slaget gav ham en hjernerystelse, der lagde en voldsom dæmper på hans ellers vilde liv.

»Jeg havde et halvt år med den mest sindssyge hovedpine, og jeg kunne ikke koncentrere mig om at arbejde mere end en time eller to ad gangen. Jeg var meget bekymret for min begrænsede ydeevne,« fortæller Bjarke Ingels, da vi møder ham hjemme i København.

Som konsekvens af hjernerystelsen fik Bjarke Ingels foretaget en scanning af hjernen. Til hans overraskelse, viste den, at han faktisk gik rundt med en svulst i hjernen.

»Man får jo netop foretaget en scanning for at få bekræftet, at der ikke er noget. Men det var der så,« fortæller han om den dag, han får at vide, at der er en svulst i hans hyperkreative hjerne.

Foto: fra dokumentarfilmen - Big Time
Vis mere

Mr Big

Bjarke Ingels tager imod i sit danske domicil i den del af Valby, som engang var hård industri. Bjarke Ingels Group – eller BIG – har til huse i en nedlagt fabrikshal, hvor rustikke jernkæder hænger fra loftet, mens betongulvet summer af liv. Medarbejdere fra hele verden går rundt og taler på engelsk i headset. En kvinde traver gennem lokalet med en bakke med en halvtom flaske champagne og nogle snavsede kaffekopper. Overalt står modeller af huse, som tegnestuen BIG er i gang med at bygge rundt omkring på kloden.

Øverst oppe i et mødelokale sidder manden, som har lagt initialer til BIG, 42-årige Bjarke Ingels.

Udseendet er det samme, som det har været i de seneste mange år, hvor Bjarke Ingels er stormet frem på den arkitektoniske verdensscene iført sort tøj og charmerende drenge strithår. Suppleret med et lille skæg med stænk af gråt.

Bjarke Ingels holder sig godt, men bliver ikke yngre. Netop det gik op for ham, da dokumentaren ’Big Time’ blev filmet omkring hans 40 års fødselsdag.

En rund dag, der blev fejret med høj musik og masser af mennesker i New York. Alt tegnede godt. Tegnestuerne i New York og København vandt den ene konkurrence efter den anden. Og chefen for det hele lignede en mand, der kunne gå på vandet.

Indtil han blev tvunget til at se sin egen dødelighed i øjnene.

I dag kan han se, at der også var en midtlivskrise, som stak hovedet frem.

»40 år er jo en milepæl. Jeg kan huske, da min far blev 40 år. Jeg var ti år. Han havde to stor børn og én på vej,« fortæller han om familien, han er vokset op i nord for København, hvor faren var civilingeniør og moren tandlæge.

Et familieliv, der også en kontrast til der, hvor han selv er i livet.

»Da jeg fyldte 40 år, var jeg et helt andet sted. Da jeg fyldte 40 år, havde jeg ingen lille Bjarke,« smiler han.

Det kan der dog godt komme i nærmeste fremtid. I ’Big Time’ følger kameraet også romancen mellem Bjarke Ingels og en ung spansk arkitekt, Ruth, som han bor sammen med og drømmer om at give en ring på fingeren.

»Jeg har faktisk stadig ikke fundet den ring. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg er arkitekt. Det skal være en helt perfekt ring, men jeg tror godt, hun ved, at jeg har de planer,« griner han genert.

Han og Ruth har ikke børn – endnu. Men det skal nok komme, siger han.

Foto: fra dokumentarfilmen - Big Time
Vis mere

Døde arkitekter

I dag ved Bjarke Ingels, at den ærtestore svulst i hjernen ikke var farlig.

»Det viste sig, at alt var, som det skulle være. Når man er fyldt 40, er der bare lidt arvæv og andet guf på hjernen,« griner han.

I filmen ringer Bjarke Ingels til sin Ruth og siger, at hun ikke skal bekymre sig. ’Ærten’ skal hverken behandles eller opereres.

»You’re stuck with me,« (»du hænger på mig,« red.) griner han i telefonen fra toppen af en skyskraber, hvor han er filmet i arbejdstøj med sikkerhedshjelm på hovedet.

Scanningsresultatet satte ikke bare eksistentielle tanker i gang hos Bjarke Ingels. Også hans professionelle liv blev sat i perspektiv. Nok havde han i en alder af 40 år bygget mere, end de fleste arkitekter kommer til i løbet af en hel karriere. Han havde 200 ansatte på kontoret i København og var i gang med at åbne et tilsvarende kontor i New York, hvor han også bor.

Bjarke Ingels’ eftermæle er sikret for længst. Han bliver allerede omtalt i arkitekturbøgerne, men det er ikke nok.

»Jeg havde bare slet ikke lyst til, at der skulle være en udløbsdato på mig.«

Og han er udmærket klar over, at vi ikke altid selv er herre over, hvornår livet slutter.

Foto: fra dokumentarfilmen - Big Time
Vis mere

»Der er mange eksempler på store arkitekter med alternative ideer, der kunne have ændret verden, som døde under unaturlige omstændigheder. Gaudi, den store catalanske arkitekt, havde en ide til et storslået hotel. Det skulle opføres der, hvor World Trade Center endte med at være. Det var et vildt alternativ til den traditionelle skyskraber. Hvis det var blevet opført, kunne det have ændret den måde, verden ser ud på. Men han opførte den aldrig, for han blev ramt af en sporvogn og døde. Amerikaneren Louis Kahn fik heller ikke færdiggjort sine sidste projekter. Han blev fundet død på herretoilettet på Penn Station. Italieneren Carlo Scarpa faldt ned af nogle trapper, brækkede halsen og døde. Eero Saarinen, min foretrukne amerikanske arkitekt, døde af komplikationer efter en hjerneoperation som 51-årig. Så du skal sørge for at få lagt nogle mursten, mens du stadig er her. For den bygning, du bygger nu, kan blive din sidste,« siger Bjarke Ingels i dokumentarfilmen.

Drømmen om det ultimative

Konfronteret med sin egen dødelighed og lettet over, at den alligevel ikke er nært forestående, bygger Bjarke Ingels videre.

Det er med årene gået op for ham, at selv om det var hans forældre, der besluttede, at han skulle være arkitekt, da de udfyldte ansøgningsskemaet til uddannelsen på deres festramte teenagesøns vegne, så er der ikke et andet fag, han hellere ville bruge sit liv på.

»Jeg blev færdig som arkitekt for 18 år siden. Halvdelen af mit liv har jeg været barn og ung, og den anden halvdel har jeg indtil videre været arkitekt. Hvad skal der ske, indtil jeg går på efterløn,« spørger Bjarke Ingels.

»Jeg har stadig stor appetit på at bygge. Det er ligesom det der med, at jo mere du ved, desto mere ved du også, at du intet ved. Jo mere, du har bygget, desto mere ved du, hvor meget du mangler at bygge.«

I dag har Bjarke Ingels så meget på sit arkitektoniske cv, at det for udenforstående kan være svært at se, hvad han dog kan mangle at bygge.

»Jeg arbejder stadig mod at bygge den ultimative bygning, hvor alting sidder lige i skabet. Man bliver klogere for hver bygning. For hver bygning er der endnu større chance for, at jeg næste gang får lov at sætte hele scenen. Det er det, der driver mig.«

Men chancerne for at lave det perfekte projekt er mindre, når man er Bjarke Ingels, mener han selv.

»Hvis jeg lavede det samme typehus igen og igen, var chancen for at lave det perfekte typehus nok større. Men Amager Bakke er der altså kun én af. Jeg har kun et skud i bøssen til at lave en skiløjpe på et forbrændingsanlæg,« siger han og slår ud med armene.

På stående fod kan han ikke huske, hvordan han fik ideen med at kombinere de to ting. Eller om det i grunden var hans ide. Men han håber det. For BIG er større end Bjarke Ingels selv. Og han har da heller intet problem med at dele æren med alle andre på tegnestuen.

Foto: fra dokumentarfilmen - Big Time
Vis mere

Den bedste idé vinder

For Bjarke Ingels er det vigtigste, at den bedste idé vinder. Ikke, at det er lige præcis hans ide.

Efterhånden har der stået BIG på så mange projekter i verden, at han har meget at være stolt af. Men det virker nu heller ikke til, at selvtillid nogensinde har været et problem for ham.

»Nej, jeg har nok bare altid været ret klar over, hvad jeg lavede. Jeg har haft mine meningers mod, men jeg har aldrig fået storhedsvanvid eller været mere arrogant, end jeg kunne slippe af sted med.«

Men Bjarke Ingels har adskillige gange set et af sine projekter blive fejet af bordet.

»Jeg kan huske det første projekt, som jeg vandt. Det var en rund svømmehal ved Aalborg. Efter et år blev projektet skrottet efter kommunalvalget, og min verden styrtede i grus. Senere vandt vi konkurrencen om at skulle tegne Islands nationalbank, og en måned senere kollapsede hele verdensøkonomien. Men jeg har lært, at selv om vi er afhængige af økonomi og politik, er det i sidste ende vores evne til at komme op med genistreger, der er vores værdi, og den kan ingen tage fra os.«

Foto: KT
Vis mere

At Bjarke Ingels allerede har sat sit markante mærke på verden, viser de kulørte billeder på væggene i den gamle fabrikshal i Valby.

Og der er fortsat trængsel på tegnebrættet. Øjnene lyser op, når man spørger, hvad der er på vej. Her er et emne, han er vild med at tale om.

»Lige nu er der omkring 20 byggepladser i hele verden, vi arbejder på. Det er Googles hovedkontor i Californien, Lego-Huset i Billund, som åbner i september, det nye pandahus i Zoologisk Have, et musikstudie til Justin Timberlake og et lejlighedskompleks på Bahamas, som ligner et bistade,« siger han stolt.

Bjarke Ingels hæver mødet i fabriksbygningen. Han skal til frisør, inden premieren på den dokumentarfilm, der er lavet om nogle få afgørende år i hans liv. En film om en arkitekt, der ikke ved, om han får mulighed for at tegne flere huse.