Olsen-banden har mange danske fans, men måske endnu flere i Tyskland. Især i det tidligere Østtyskland var Olsen-banden helt vildt populær. Men de tre kriminelle danskere har stadig godt fat i tyskerne. Især i de to tyskere, der driver den tyske Olsen-banden fanklub.

Paul Wenzel (28) er født i Østtyskland få år før murens fald. Han startede den tyske Olsen-banden fanklub i 2000. Da var han kun 14 år.

Det gule palæ

I dag driver han Olsenbandenfanclub Deutschland sammen med Steffen Paatz (43). Sammen rejser de til Danmark mindst en gang om året for at besøge steder, der har været brugt som locations i filmene. Og de har lært sig dansk, fordi de ville se filmene på originalsproget. I Tyskland synkroniserer man spillefilm.

Når Olsen-banden-filmene blev vist i i Det tidligere DDR, sad folk i biografen og viftede med danske flag, når Egon Olsen blev løsladt.

Det var da også tyskerne, der først blev opmærksomme på, at Bane Danmark ville rive kommando-tårnet - kaldet det gule palæ - ned. Tårnet har været brugt i filmen 'Olsen-banden på sporet'. De tyske fans iværksatte derfor en underskriftsindsamling imod nedrivningen. Den kan ses her.

BT mødte Tysklands største Olsen-banden-fans i Egon Olsens fængsel - Vridsløselille i Albertslund.