Filminstituttet skal skære ned, støtten til kortfilm væk og biografen i Cinemateket i København lukkes. I stedet skal pengene bruges på flere spillefilm. Sådan lyder Venstres ønsker til en ny filmaftale.

Minimum ti og gerne tyve ekstra danske spillefilm årligt. Det er det ambitiøse mål med et nyt filmudspil fra Venstre, som lægger op til en omfattende reform af Det Danske Filminstitut (DFI), der administrerer den danske filmstøtte, skriver Berlingske.

Udspillet kommer lige op til de politiske forhandlinger om en ny fireårig filmaftale, som kulturminister Marianne Jelved (R) indleder om kort tid. Der er store forventninger til aftalen, for dansk film er i krise. Det kunstneriske niveau er højt - danske film og TV-serier vinder priser i udlandet - men producenternes økonomi er i bund, fordi DVD-salget er styrtdykket. Det har medført, at producenterne ikke har så mange penge til at sætte nye spillefilm i produktion. I øjeblikket er man helt nede på omkring 20 film årligt.

Venstre foreslår, at DFIs administrationsomkostninger skæres med fem procent, at biografdelen af Cinemateket i København - som viser filmhistoriske film - lukkes, og at støtten til kortfilm helt droppes. Det vil give besparelser på et tocifret millionbeløb, som skal bruges på støtte til spillefilm.

»Hvis vi ikke gør noget, så risikerer dansk film at miste sin stærke position. Vi ønsker at styrke dansk film, og det gør vi ved at få flere danske spillefilm, og ved at rense ud i det bureaukrati og de forskellige støttepuljer,« siger kulturordfører Michael Aastrup Jensen (V).

Han vil udover støtten til kortfilm fjerne den såkaldte New Danish Screen-pulje, som 2011-2014 har haft 112 millioner kroner til at styrke talentudvikling og filmsprog. Pengene skal i stedet bruges til mere bredt at støtte danske spillefilm. Der skal oprettes en såkaldt low budget-pulje, hvor man støtter med mindre beløb, end man gør normalt.

»Vi ønsker at nedbryde murene mellem støtteordningerne. Det er forkert, at der er en mur mellem de såkaldte konsulentfilm, de markedsorienterede film og New Danish Screen. Vores idé er at få gang i en stor produktion af low budget-film, det er der perspektiv i i forhold til de unge talenter. Vi skal ikke kun støtte de brede film, vi skal også støtte de mere kunstneriske film. Balancen mellem de to slags film kan svinge fra år til år. Det skal være den gode idé, der får støtte,« siger Michael Aastrup Jensen.

Sammen med 30,4 millioner kroner, som medieforliget for nylig tilførte dansk film, vil udspillet ifølge Venstre tilføre dansk film et stort tocifret millionbeløb.

»Ambitionen er, at vores forslag årligt vil betyde minimum ti danske film ekstra, og 20 er ikke urealistisk med en low budget-ordning,« siger Michael Aastrup Jensen.

Han mener, at tiden er løbet fra kortfilm. Kun få ser dem, og det er i dag så billigt at skaffe udstyr til produktion af disse film, at det er absurd at støtte dem, lyder argumentet.

Administrerende direktør for Det Danske Filminstitut (DFI), Henrik Bo Nielsen, kalder det en »usædvanligt dårlig idé« at spare fem procent på DFIs budget og at nedlægge biografdelen af Cinemateket.

»Det er mærkeligt, at film skal være den eneste kunstart i landet, der i så fald skal være museumsløs. Filmhuset er det nationale fagmuseum for formidling af filmkulturarven, og at nedlægge Cinemateket ville svare til at lukke for publikums adgang til Statens Museum for Kunst,« siger Henrik Bo Nielsen.

Han anerkender, at det er politikernes opgave at beslutte, hvordan kulturen skal støttes, men påpeger, at en fem procents besparelse på DFI vil betyde en indskrænkning af husets aktiviteter.

»Der er måske en forestilling om, at man kan skære fem procent overflødigt fedt af, men som ansvarlig kulturinstitution trimmer vi løbende vores organisation for at få råd til de nye aktiviteter, vi pålægger os selv for at være ajour med filmbranchens behov,« siger Henrik Bo Nielsen.

Han oplyser, at en lukning af biograferne ville tilvejebringe 7,5 miollioner kroner, mens en fem procents besparelse ville svare til omkring otte millioner kroner, og det ville kunne finansiere en eller to spillefilm.

Socialdemokraterne er enige i sigtet med Venstres plan, at der skal produceres flere spillefilm. Partiet støtter ideen om en pulje til low budget film, men afviser både en lukning af biografen i Filmhuset og de administrative nedskæringer i DFI, og man er også kritisk over for lukningen af New Danish Screen.

»Det er vigtigt, at vi fastholder kvaliteten i dansk film og udvikler nye talenter. Jeg bryder mig ikke om idéen om at skære i DFIs administration, for jeg har tillid til, at organisationen selv løbende har effektiviseret, og jeg mener ikke umiddelbart, at det en god idé at lukke biografen,« siger kulturordfører Troels Ravn (S).

Lederen af kortfilmfestivalen Odense International Film Festival, Birgitte Weinberger, tager afstand fra forslaget om at fjerne støtten til kortfilm:

»Vi er i Danmark verdenskendt for vores film og særligt for kortfilm. Et format der i sin komprimerede form er fantastisk i sig selv, men som også fungerer både som talenternes træningsbane og etablerede filmkunstneres legeplads. Ved at fjerne støtten til kortfilm brydes den fødekæde, der skal sikre, at vi også i fremtiden står som en stærk og succesfuld filmnation,« siger hun.