Sidste år blev der solgt flere is og chips. Det usunde valg skal tages på oplyst grundlag, siger V-ordfører.

København. Danskerne skal kunne træffe det sunde valg i supermarkedet på et oplyst grundlag. Men politikere skal ikke bestemme over, om kunderne spiser mange chips og drikker meget sodavand.

Sådan lyder det fra sundhedsordfører Jane Heitmann (V) i en kommentar til, at salget af chips, sodavand, is og kager ifølge Politiken fra 2015 til 2016 er steget med mere end fem procent.

- Jeg er bestemt overrasket over tallet. Det siger jo, at det er vigtigt, at man gør det endnu lettere at foretage det sunde valg på så oplyst et grundlag som muligt, siger hun til Ritzau.

Venstre-ordføreren opfordrer detailhandlen til at tage ansvar for, at sunde varer bliver præsenteret på en indbydende måde, så folk i højere grad træffer et sundt valg.

- Men hvad man ender med at putte op i kurven, det er op til den enkelte, siger Jane Heitmann.

Det er en ny analyse fra analysevirksomheden Nielsen, som viser, at supermarkedernes salg af usunde varer er steget fra 2015 til 2016. Den viser desuden, at der i den periode blev solgt mindre ost, kaffe og mælk.

Ulla Toft, der er cand.scient. i human ernæring og kender af detailhandlen, siger til Politiken, at man i supermarkeder "virkelig skal kæmpe for ikke at blive fristet".

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, fortæller, at partiet ikke konkret har planer om at ændre placering af usunde madvarer i supermarkederne.

- Men vi har planer om at skjule tobakken i butikken. Det er den største sygdomsudvikler og dræber af alle de varer, der bliver solgt i detailhandlen, siger socialdemokraten.

Han peger på, at man i 2012 i seks supermarkeder på Bornholm forsøgte sig med at flytte cola, chips og andre usunde varer fra midt på gulvet til hjørnerne af butikkerne.

- Vi ved, at synlighed i butikken betyder noget for folks valg af varer. Derfor synes jeg også, at detailhandlen skal prøve at arbejde med det her konkret.

- Bornholm løb foran med et rigtig godt eksempel. Detailhandlen bærer et ansvar, og det synes jeg også, at de skal tage på sig, siger S-ordføreren.

/ritzau/